Selvom brug og salg af rusmidler er forbudt i Iran og kan udløse dødsstraf, har Iran verdens største andel af opiumsmisbrugere. Derudover står Iran over for en meget stor heroinkatastrofe grundet massiv hiv-smitte ved delingen af sprøjter

Klokken er halv otte om aftenen, og det er ved at blive mørkt i Ostad Moein, en forstad i den sydlige del af den iranske hovedstad, Teheran. På græsarealerne foran og ude i krogene ved nogle lejlighedskomplekser i det relativt fattige arbejderkvarter sidder cirka 50 unge fyre i små rundkredse. Alt, hvad de foretager sig, er ulovligt. For de sidder enten og spiller kort, snakker med en pige, ryger den fede eller stikker sig i armen.

Ikke langt fra de unge findes hovedkvarteret for en ngo, en uafhængig organisation, der arbejder med forebyggelse af og støtte til mennesker med hiv og aids

- Vi møder unge og voksne, holder foredrag, deler brochurer ud og vejleder om hiv, aids og stoffer. Vi har at gøre med alle mulige mennesker, der af forskellige årsager er i risikogruppen, eller som er smittede, fortæller Sudabe, som har en lederposition i ngo'en.

Sudabe er selv hiv-positiv, 37 år og fraskilt efter 14 års ægteskab, hvorfra hun har to børn. Sudabe ser meget moderne og frisk ud og forklarer:

- De fleste hiv-positive kvinder er smittede igennem seksuel kontakt, imens det oftest er mænd, der bliver hiv-smittede ved fælles brug af sprøjter. Vi har mange medarbejdere her, der er hiv-positive. Jeg blev selv smittet af min daværende mand, som var narkoman og brugte sprøjter - han var også kriminel. Et år efter skilsmissen fandt jeg ud af, at jeg var blevet smittet med hiv. Jeg ved ikke, om han selv vidste, at han havde sygdommen, siger hun lidt tøvende og har åbenlyst ikke lyst til at tale mere om sin eksmand.

Iran vurderes af FN som en af verdens mest alvorlige narkotikaudfordringer på grund af landets høje antal misbrugere. Efter revolutionen havde præstestyret en meget hård nul tolerance-politik over for narkotikamisbrug, og blandt andet derfor sidder en masse narkomaner i fængsel i dag. I Iran straffes alkoholforbrug med pisk, vandpibe er til tider forbudt, og narkomaner kan både fængsles, piskes og i værste fald henrettes, hvis de har været involveret i salg af narkotika.

På den anden side har Iran efterhånden fået en relativ progressiv tilgang til narkomaner.

Narkomaner kan nu med statslig støtte modtage gratis hjælp. De kan modtage vejledning til sikker sex, kondomer, rådgivning til at holde op, metadon, nåle, sprøjter, behandling af kønssygdomme, medicinsk behandling af aids og somme tider hjælp til at finde en ægtefælle, da præstestyret ikke tolererer sex uden for ægteskabet. Tilbuddene er gratis for narkomaner og hiv-smittede, og arbejdet foregår dels via statslige sundhedsmedarbejdere og dels gennem ngo'er, der støttes økonomisk af statslige universiteter, velfærdsministeriet, FN, private indsamlinger og frivilligt arbejde.

Sudabe fortæller om sine egne erfaringer fra oplysningsarbejdet:

- I Iran er det svært at tale om kondomer og førægteskabelig sex, og egentligt er vi nødt til at lave oplysningsarbejdet uden at nævne ord som sex og kondomer, men vi gør det alligevel. Foruden regimets modstand er der også modstand fra familierne. De vil ikke tro på, at deres unge har sex, men vi forsøger at overbevise dem om, at afholdenhed ikke altid er realistisk, og at aids kan dræbe, siger hun, inden hun tager ngo'ens telefon, der ringer meget højt.

- Aids er stadig tabu i vores samfund, og specielt i de traditionelle familier er det meget svært at tale om sex, beskyttelse, stoffer og ikke mindst hiv og aids, men vi gør, hvad vi kan for at oplyse og kæmpe for retten til at tale åbent om de her emner.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Kilden i artiklen er anonymiseret grundet frygt for repressalier fra det iranske styre.

En kvinde er blevet taget af det moralske politi i det nordlige Teheran. Politiet er blevet mere og mere allestedsnærværende, og det har flere gange ført til spontane protestdemonstrationer mod den religiøse politienhed. - Reuters/Scanpix.

Jaleh Tavakoli skriver fra Teheran

Sveden driver af mig i minibussen, som mange unge frygter. Sæderne er sorte og af læder. Kvinden, som de kalder "rådgiver", ser venlig ud i modsætning til hele situationens væsen. Hendes udskæld virker meget påtagede og overfladiske. Hun ser mere nysgerrig ud end sur, hendes øjenbryn er plukkede, meget tynde, og selvom hun er klædt helt i sort, kan man se, at hun har sans for mode.

Jeg er blevet taget af det religiøse politi i Iran , grundet min påklædning, der ikke er islamisk nok. To piger sidder allerede bagerst i bussen. Den ene er taget for at have en for kort frakke på, imens lillesøsteren bare sidder og venter. De sidder og taler sammen med små musestemmer. Deres far stikker sit hoved ind og siger: "Det er mine piger." Han får besked på at gå ud og købe en længere frakke, men får først en lang prædiken af en meget aggressiv politibetjent.

Vi befinder os på Teherans måske mest trafikerede rundkørsel og plads, "Enghelab", der byder på menneskemylder, os, billarm og er byens centrum for bøger. "Gashte ershad", som er det religiøse-moralske politi, fylder godt på pladsen som på så mange andre pladser i Teheran. I år har de fået deres eget budget, og de er nærmest fordoblet i antal i forhold til for bare et halvt år siden. Derudover udgøres de af unge soldater i militærtjeneste, der bare følger ordrer. "Jeg er ligeglad med det her, nej, jeg er faktisk imod det, de laver, men jeg er bare soldat og er nødsaget til at være her," siger en ung soldat om det religiøse politi til min mand, som venter på mig ude foran politibilen.

Jeg sidder i bussen i fem minutter uden at rådgiveren har skældt mig yderligere ud, hun sidder og taler med sin veninde, som også er i bussen. Veninden har en baby i skødet. Jeg undskylder min påklædning og spørger meget uskyldigt, hvad det er der galt med mig. Helt mekanisk svarer rådgiveren:

- Det er jo ikke en frakke du har på, det er mere en bluse, og du må slet ikke have nederdel på, det kan man ikke, det der, du skal have en lang frakke og bukser på ... hm... men er det der din mand? Hvem er den blonde pige? Er din mand tyrker fra Tyrkiet? Hvorfor kan han farsi? Hvor længe har I været gift? Har I børn? Hvor gammel er han? Hvor har din veninde købt sit tøj? Kommer I på ferie hvert år? spørger hun.

Nysgerrigheden har ingen ende, og jeg svarer smilende på alle hendes spørgsmål - for eksempel, at jeg er dansk-iraner - selvom spørgsmålene ingen relevans har i forhold til grunden til, at jeg sidder i den politibil.

For nogle måneder siden var denne politienhed skyld i en spontan protestdemonstration, da nogle unge mennesker strittede imod at blive ført ind i en politibil. Episoden fandt sted i et af Teherans travle shoppingscentre, "Ariashahr", foran det store shoppingscenter "Goldis". Situationen førte til håndgemæng og til, at politiet brugte knipler, som så førte til, at mange mennesker blev involveret.

Nogle betjente blev angrebet og fik tæsk, politiopbakning blev tilkaldt, men nu var der samlet flere hundrede mennesker sammen, og de var begyndt at råbe direkte regimekritiske slogans som: "I har spildt vores tid siden 1979," "vi vil ikke have et islamisk styre" og "død over den religiøse politienhed." Youtube byder på diverse mobiloptagelser fra demonstrationen den aften. I flere timer efter stod folkemængden stadig på pladsen.

Min ven, mand, fætter og veninde går forvirret rundt ude foran politibilerne og ser skræmte ud. Jeg er mere rolig, da jeg selv er til stede i minibussen og for en gangs skyld kan se, hvad der sker bag de tonede ruder. Jeg hører, at mine venner og familie får besked på at købe noget passende tøj til mig. Min mand forsøger at overtale dem til i det mindste at lade mig gå med, så jeg kan købe noget tøj, jeg selv synes om. Panikken i deres øjne er forsvundet igen.

Den aggressive mand stikker sit hoved ind og truer mig:

- Jeg sørger for, at du aldrig kommer til at kunne forlade landet igen..., du har glemt, hvor du kommer fra, og har ikke respekt for dit land.

Ydmygt forsøger jeg at forklare mig:

- Jamen jeg troede ikke, at mit tøj var et problem... jeg er jo helt dækket til...

- Du skal ikke afbryde mig. Du taler for meget. En lang tunge er alt, hvad du har, jeg burde tage dig med til politistationen lige nu, afbryder han mig, og så tier jeg midlertidigt stille

Først efter at han er gået igen, henvender jeg mig til rådgiverdamen:

- Men man kan jo ikke se for meget hud på mig, mit tøj er langt nok, og det er ikke engang stramt, jeg har heller ikke sminke på. Hvorfor stopper I en som mig?

Damen prædiker:

- Dit tøj er alt for i øjenfaldende. Det er anderledes - du tiltrækker opmærksomhed, siger hun igen uden nogen indlevelse.

Senere fortæller min ven mig, hvordan den aggressive politimand havde forklaret, hvorfor han står på gaden og er forurettet over kvinders påklædning:

- Folk er vanvittige her. Helt ærligt, har du seriøst set unge mennesker meje sig så meget ud i Europa? - Nej, selvfølgelig ikke. Iranere er jo dyr, de har ingen kultur, de kan ikke styre noget som helst. Hvis de fik frihed, ville de jo gå nøgne rundt alle sammen, havde han sagt.

Imens sidder jeg i politibilen og sikrer mig, at politi-rådgiveren ikke kigger på, når jeg vender mig om for at sende et solidarisk blik til pigerne bag mig. Vi ryster alle tre langsomt på hovedet. Hende med den for korte frakke udbryder i høj hvisken:

- De er skrald, de er beskidte, gentager hun, imens hun peger på rådgiveren.

Lillesøsteren tager fat i hendes arm og siger: "Ti nu stille," og pigen tier igen. Efter et igen solidarisk rysten på hovedet, tager jeg diskret på hendes ben ved at række min arm bagud.

Efter en meget varm halv times tid får jeg endeligt rakt en meget lang og for stor frakke ind ad vinduet og tager den på. De skriver mit navn og efternavn ned, og jeg kommer ud af bilen. Jeg kigger ned ad mig selv og ryster igen lidt på hovedet. Jeg kigger ind i minibussen og siger pænt farvel og vinker både til rådgiveren og hendes veninde og så til de to søstre.

Det var dejligt endelig at komme ud af bilen.

Da jeg er på vej væk fra bilen, ser jeg, at en teenagedreng med et højt strithår bliver stoppet for at have for langt hår. Politiet vil have ham til at klippe det kort. En eller anden ryster på hovedet:

- Selv profeten havde langt hår, siger han højt og skynder sig væk igen for ikke selv at komme i problemer.

Vi tager til tøjbutikken overfor for at returnere frakken.

- Den er kun til låns, damen, der arbejder i butikken, har lånt os den, siger min ven.

Den unge dame, der er ekspedient i butikken, griner højt, da vi nærmer os hende.

- De er nogen værre nogen, de generer bare almindelige mennesker hver dag. Jeg synes for eksempel at stylet, langt hår til drenge er sejt, siger hun, imens hun tager imod frakken.

En pige kommer forpustet ind i butikken og spørger, om der er billige frakker til salg.

- Min veninde er taget af politiet, hun har lidt korte ærmer, siger hun.

Ekspedienten, der meget let kan tjene penge på pigens ulykke, råder hende til hellere at købe nylonstrømper, klippe dem i enden og bruge dem som ærmer under venindens frakkeærmer. Præcis sådanne ærmer har jeg liggende i min taske, og dem får pigen og løber derefter tilbage til politibilen.

Mazdak kommer en halv time for sent til vores aftale. Det gør dog ikke så meget. Drinksene på den fine café, som han har valgt at mødes på, er gode i sommervarmen. Når han endelig kommer, har han taget en ven med, som viser sig at være hans forlovede.

De har begge kort stylet hår, plukkede øjenbryn og er moderne i tøjet uden dog at skille sig ud fra mængden. Om håndledet har Mazdak et gummiarmbånd på med regnbuefarver. Han er 24 år, homoseksuel og er lige blevet fritaget for militærtjeneste i Den Islamiske Republik Iran .

"Jeg bliver vel indirekte accepteret, men som en psykisk syg person eller handicappet. Jeg er stemplet for at have en psykisk lidelse, og ikke for bare at være homoseksuel. 'Sygdommen' er en såkaldt kønslig afvigelse, og den har sin egen kode i systemet og på mit militærfritagelseskort," fortæller Mazdak

Homoseksualitet anses officielt som en forbrydelse, der ifølge den iranske lovgivning skal straffes med dødsstraf.

Mens Mazdak taler kører der på den indre tv-skærm billeder af de to homoseksuelle mænd, der for tre år siden blev henrettet for deres seksualitet. Så hvordan kunne Mazdak ved at afsløre, at han var homoseksuel slippe for militærtjeneste, når styret anser det for en forbrydelse?

"Jeg ved egentligt heller ikke selv, hvordan det fungerer, men jeg vidste at flere andre homoseksuelle var sluppet for militærtjeneste. Det vigtigste for mig var bare at slippefor ca. 18 måneders militærhelvede. Indtil nu har jeg haft forbud mod at rejse ud af landet på grund af manglende militærtjeneste," siger Mazdak, der med et smil tilføjer, at han derfor snart skal en tur til Tyrkiet.

Samtalen

Mazdak vidste godt, at han først skulle igennem en række samtaler med spørgsmål om køn, familiære relationer, sex, følelser osv. Det foregik hos tre psykiatere med speciale i seksuelle forstyrrelser.

"Jeg erklærede ærligt, at jeg er homoseksuel og jeg fortalte endda, at jeg var seksuelt aktiv. Efter nogle samtaler gav psykiaterne mig et bevis på, at jeg var homoseksuel - der står noget med, at 'denne person er et klassisk tilfælde med seksuel interesse for det samme køn' - og henviste mig til militærhospitalets psykiatriske afdeling. De tre lægers arbejde virker til at være helt accepteret af regimet. Men det er i en gråzone, og hele processen var nervepirrende, for det er ikke officielt og alligevel er det jo officielt. Jeg var vildt nervøs," fortæller Mazdak.

Civiliserede

- Hvordan behandlede de dig hos psykiaterne og på militærhospitalet?

"De var faktisk meget civiliserede omkring det og professionelle."

- Hvordan kendte du til andre homoseksuelle, der var blevet fritaget?

"Via chatten og venner havde jeg snakket med andre homoseksuelle, som var blevet fritaget for militærtjeneste. Det kan slet ikke siges nok gange, at internettet har gjort os overlykkelige, specielt for os homoseksuelle er det et vidunder. Vi kan finde sammen, vi kan få svar på spørgsmål, og vi har kontakt med det internationale homoseksuelle miljø som også kæmper for vores rettigheder."

Mazdak har ikke fortalt sin famile, at hans forlovede er en mand.

"De ved det sikkert godt, men det er aldrig noget, vi snakker om. Min forlovedes forældre ved dog godt, at han er homoseksuel, men de accepterer ham ikke rigtigt. Vi må for eksempel ikke være hjemme hos dem, og de forsøger konstant at overbevise ham om, at han synder. Det er ikke kun regimet, men også helt almindelige mennesker på gaden, der er konservative med hensyn til seksualitet," siger Mazdak.

- Hvordan møder homoseksuelle hinanden i Iran ,?

"Vi mødes på internettet eller igennem venner. Der er også en park, Parke Danshjou, som i hele Tehran og næsten i hele landet er kendt for de homoseksuelles mødested. Et andet mere ungt og sikkert sted er i fastfoodkæden BOOF i Jame Jam indkøbscentret, tirsdag aftener. For lesbiske siges det at være under Karim khan broen i Tehran, men jeg ved det ikke. Jeg kender ikke nogen lesbiske," siger Mazdak.

Chikane

Trods de nye vinde fra militæret frygter Mazdak dog stadig chikane fra regimets side.

"Vi går jo hverken rundt og kysser offentligt eller holder i hånd. Man kan aldrig vide sig sikker, og vi bærer da også konstant rundt på en hemmelighed. Selv om vi har taget springet ud af skabet over for de nærmeste venner, kommer vi vist aldrig helt ud af skabet på grund af frygt," siger Mazdak, der understreger at heteroseksuelle også bliver chikaneret af politiet i Iran .

"Vi har bare oven i de generelle gener fra politiet, heller ikke hverken udsigt til at kunne blive gift eller få børn. Det er dog et stort ønske for mig i fremtiden at få børn," fortæller Mazdak.

Mazdak er dog ikke rigtig bange for at hans åbenhed kan give ham alvorlige problemer med myndighederne.

"Men man kan selvfølgelig aldrig vide sig helt sikker på noget som helst her i landet, men det virker som om udviklingen går i den rigtige retning. Jeg tror, at der som på mange andre områder i Iran , er store uoverensstemmelser imellem præsterne internt i regimet. Derfor er det jo også risikofyldt at blive taget for homoseksualitet, for du ved jo ikke hvilken dommer med hvilke holdninger, der skal afgøre din skæbne, " siger Mazdak.

idag@information.dk

Kilden er anonym, men kendt af redaktionen.

Lægen Shahram, sociologen Mina og skuespilleren Mehrdad befinder sig i venteposition - de håber på en bedre tilværelse, men mener ikke, at dagens iranske parlamentsvalg vil gøre nogen forskel

TEHERAN - Shahram er 36 år og er ikke religiøs. Det afslører både hans væremåde, udseende og påklædning. Tøjet er vestligt både i snit og farver, ansigtet glatbarberet, og håret er stylet.

"Jeg tror på, at omvæltninger i Iran er på vej, men det går meget langsomt. Jeg stemmer ikke til valget, det er der ingen mening i, men jeg tror og håber på reformer i et langsigtet perspektiv. Det er helt klart bedst, at ændringer i et samfund sker gennem reformer og på sigt, for så er de gennemtænkt og ikke forhastet. Men jeg har fået nok nu og vil gerne selv ud af landet," siger Shahram.

Brain drain

Shahrams udseende, påklædning og holdninger forhindrer, at han som offentligt ansat læge har de samme karrieremuligheder, som hans religiøse kolleger på hospitalet i hovedstaden Teheran, og det påvirker i sidste ende hans løn.

"Jeg har arbejdet hårdt og har opnået nogle gode resultater igennem mine studieår. Ja, ikke for at prale, men faktisk nogle af de bedste resultater i landet, og alligevel kan jeg ikke få et ordentligt job i mit eget land," siger Shahram skuffet. Men på samme tid afklaret, mens han bladrer i stakken af papirer foran sig.

"Invitation til et interview om Green card" står der på det øverste ark.

Shahram er uddannet speciallæge og har arbejdet på et offentligt hospital i Teheran i otte år. Men nu har han fået nok af forskelsbehandlingen imellem medarbejderne og har søgt studievisum i USA med målet om at efteruddanne sig, alene som redskab til at komme væk. Brain drain eller hjerneflugt rammer Iran hårdt økonomisk. Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) forlader ca. 150.000 af de bedst uddannede og fagligt stærkeste folk landet årligt til fordel for friheden og de økonomiske muligheder i udlandet.

Et familienavn til last

Mina er 35 år gammel og bor sammen med sine forældre i den sydiranske by Ahvaz. Mina har en kandidatgrad i sociologi og engelsk og arbejdede indtil for et år siden som engelsklærer på et gymnasium, indtil hun pludseligt blev afskediget. Årsagen var hendes afdøde bror, der som medlem af et politisk oppositionsparti blev henrettet som 18-årig kort tid efter revolutionen i 1979.

"Jeg elskede mit arbejde og var meget ked af det i mange måneder efter, at jeg var blevet fyret. Nu har jeg dog vænnet mig til at gå hjemme og hjælpe mine forældre," siger Mina og tilføjer: "Men selvfølgelig håber jeg, at jeg at jeg en dag igen kan arbejde og undervise igen."

Minas situation illustrerer den venteposition, mange iranere synes at befinde sig i. Afventende på en bedre tilværelse, men uden at vide hvornår og hvordan den vil tage form.

"Jeg tror ikke på, at der i de nærmeste år sker nogle store forandringer, og det ville ikke gøre nogen forskel, om man så stemte ved valget," fortsætter Mina.

Censur på teatret

Siden den nuværende præsident, Ahmadinejad, tiltrådte i 2005 er flere aviser blevet lukket ned, censuren på såvel film, teater, kunst, Internet og statsligt fjernsyn er også blevet strengere.

Mehrdad er 25 år og læser på kunstakademiet. I sin fritid laver han teater i en mindre amatørforening, som sidste forår satte det irske drama The beauty queen og Leenane op.

Tre dage inden premieren dukkede to inspektører fra det ministerium, der tager sig af moralske sager, op og overværede en prøve på forestillingen. Selv om alle skuespillerne overholdt påklædningspåbudene og var tildækkede, fik gruppen besked på at udelukke to akter.

"Alle scener med seksuelle undertoner eller hvor kønnene var i berøring med hinanden blev skrottet. Hvad kunne vi gøre? Vi nikkede bare og sagde 'okay'. Vi var også forberedte på, at det kunne ske," fortæller Mehrdad og trækker på skuldrene, og fortsætter: "Mit liv er kunsten, jeg elsker at male og at skabe, men det har ingen værdi i Iran . Alt er jo forbudt, og der er strenge krav til, hvad vi kan lave, og politisk så er der en enorm generel undertrykkelse for tiden. Jeg bakker op om reformisterne, der er jo ikke andet at gøre lige nu. Men selv dem kan man jo ikke komme til at stemme på."

Forringelser til de fattige

Ahmadinejad blev valgt på løfter om at sørge for de fattige og bekæmpe uligheden i samfundet. Præsidenten beskyldes i dag af næsten alle kritiske kræfter i Iran for at have brudt sine valgløfter, og den iranske befolkning klager i dag over manglen på benzin, naturgas, inflationen, boligpriserne, lønningerne og ikke mindst over arbejdsløsheden.

Utilfredsheden er stor og tilliden meget lille, når det kommer til befolkningens syn på politikere i Iran . Specielt indførelsen af benzinkvoter i forsøget på at kontrollere forbruget af den meget billige benzin i landet har vakt stor vrede. Derudover har flere byer lidt under gasmangel i den hårdeste vinter i Iran i flere år, og flere større distrikter har helt måttet undvære gas i flere uger i træk.

"De daglige tre liter benzin dækker overhovedet ikke mit behov. Den eneste grund til, at jeg klarer mig, er, fordi jeg køber mere benzin på det sorte marked til mindst den tredobbelte pris, og det ved politikerne og Ahmadinejad," siger Iman, som er arbejdsløs og fortsætter:

"Og det er jo klart, at det slider meget mere på min økonomi i forhold til en rig mands, og hvad har Ahmadinejad så gjort for mig?".

Benzinkvoterne og den medfølgende dyrere transport har siden sommeren også resulteret i prisstigninger på en række forskellige varer i hele landet.

udland@information.dk

Alle kilder er angivet ved et andet navn. Kildernes rigtige navne er redaktionen bekendt.

De sidste par år har præstestyret i Iran været konfronteret med en række faglige konflikter landet over. Oftest er protesterne rettet mod styret, da arbejderne tilhører selskaber, der enten er helt eller delvist offentligt ejede. De faglige aktiviteter sker, mens selvstændige fagforeninger er forbudt.

"Regimet anerkender kun statslige fagforeninger. Disse er ikke demokratiske og desuden uadskillelige fra arbejdsgivernes politik og interesser. Lige nu arbejder vi på at få legaliseret og organiseret det faglige arbejde, helt uafhængigt af de etablerede statslige organiseringer," siger Mohsen Hakimi, som er en af de centrale aktivister i arbejderbevægelsen i Iran .

Hakimi har været anholdt to gange og er lige nu ude på kaution, mens han venter på sin dom.

Buschaufførernes kamp

Siden 2006 har især International Transport Workers Federation (ITF) ført en kontinuerlig kampagne for befrielsen af Mansour Osanloo, den demokratisk valgte formand for Teheran og omegns buschaufførers fagforening. Osanloo har i alt været anholdt tre gange, og har i løbet af de sidste to år, været mere i fængsel end udenfor. ITF har stået for at lave internetkampagner, skrive protestbreve og producere kortfilmen: Freedom will come om Mansour Osanloos faglige aktiviteter.

I Teheran mødtes en gruppe buschauffører den 6. marts for at protestere og uddele materialer om Osanloo. Derefter tog de i fællesskab hjem til Osanloos mor, hvor de fik lov til at tale i telefon med ham.

Tidligere har også LO Danmark, i et brev rettet mod den iranske præsident Ahmadinejad, taget afstand fra fængslingen af bl.a. Osanloo, og samtidigt krævet en øjeblikkelig løsladelse af ham, såvel som af andre politiske fanger i Iran . Osanloo er ikke den eneste fagligt aktive, der lige nu sidder i fængsel i Iran , men han er blevet symbolet på undertrykkelsen af fagligt aktive.

Sidst blev Mansour Osanloo bortført, mens han sad i en bus på vej hjem den 10. juli 2007. Ifølge øjenvidner på bussen blev Osanloo hevet ned af hætteklædte mænd, der tvang ham ind i en sølvgrå Peugeot.

Siden har han siddet inde i Evin, et fængsel i udkanten af Teheran. Osanloo har få gange været midlertidigt ude af fængslet, alene for at modtage lægelig behandling for sit øje, som er blevet opereret to gange. Skaden i øjet, og arret på hans tunge, skyldes den fysiske mishandling, Mansour Osanloo har oplevet i løbet af hans tid som formand for buschaufførerne.

Blandt andet blev han den 9. maj 2005 overfaldet af mænd tilhørende de statslige faglige organiseringer. Det skete til et opstartende møde for buschaufførernes uafhængige fagforening. De politistyrker, der var til stede, forholdt sig passivt i baggrunden, mens mediefolk fik konfiskeret deres materialer.

Faglige rettigheder

Den faglige konflikt som bus-chaufførerne i Teheran og omegn har organiseret, er den mest omfattende faglige konflikt i Iran siden revolutionen i 1979.

Buschaufførernes organisering, kravet om højere lønninger og bedre vilkår og strejken i januar 2006, førte til voldsomme forsøg på at nedkæmpe fagforeningen. I dagene omkring strejken blev chaufførerne mødt med fyringstrusler, vold, tåregas, våbenskud i luften, anholdelser af over 1300 chauffører nogle af deres koner og børn.

Anklaget for at have konspireret mod nationens sikkerhed, sidder Osanloo stadig inde, mens hans sag bliver behandlet af efterretningstjenesten.

"FN og ILO, som Iran er medlem af, anser det for elementære rettigheder at organisere sig og kæmpe for ordentlige løn og vilkår. De rettigheder burde derfor også eksistere i Iran ," siger en anonym faglig aktivist, som deltog i solidaritetsarbejdet med buschaufførernes strejke. Han fortsætter:

"På trods af alle de problemer, vi var igennem, anser jeg buschaufførernes kamp for en succes. De fik kun nogle få indrømmelser, i form af en smule bedre løn og vilkår. Men succesen ligger i deres sammenhold og deres protester, som har skrevet historie for den faglige kamp i Iran ."

Håb om anerkendelse

Den sociale og økonomiske ulighed i samfundet, og ikke mindst kampen imod fattigdom, hænger ifølge de fagligt aktive uløseligt sammen med deres faglige kamp:

"Arbejderklassen lever oftest et liv i fattigdom og elendighed, og af den grund finder man stadig i dag børnearbejde i Irans gader, såvel som på fabrikker bag lukkede døre. Selv voksne mennesker bliver ansat uden rettigheder og til en lille og utilstrækkelig løn. Oftest bliver de ansat med midlertidige kontrakter, og nogle gange får de lov til at underskrive et blankt stykke papir," siger Mohsen Hakimi og fortsætter: "Men jeg håber meget på, at der i en overskuelig fremtid vil komme en anerkendelse af det faglige arbejde, så vi kan operere helt legalt. Før eller siden må det blive åbenlyst for alle, at vi ikke er kriminelle. I hvert faldt befinder vi aktivister os lige nu i en situation, hvor vi eksisterer, det ved regimet, og vi er i en eller anden grad offentligt tilgængelige. Så I for eksempel kan komme i kontakt med mig."

udland@information.dk

Jaleh Tavakoli og Abdullah Domurcuk er speciale-studerende på RUC

SERIE

Et ufrit Iran går til valg

Den 14. marts er der parlamentsvalg i Iran .

Forud for valget har Mahmoud Ahmedinejads regime skruet op for forfølgelserne af kritiske grupper i landet.

Information beskriver i en række artikler vilkårene for Irans politisk aktive.

Fakta: Buschaufførernes

faglige kamp

Den 6. marts var af internationale fagforeninger, International Trade Union Confederation (ITUC) og International Transport Workers' Federation (ITF), udråbt som aktionsdag i solidaritet med iranske fagligt aktive.

I over 44 lande og ikke mindst i Iran , er der på denne dag blevet protesteret med kravet om løsladelse af faglige aktivister.

Dansk Metalarbejderforbund sendte i den forbindelse et brev til den iranske ambassade i Danmark.

Det offentligt ejede busselskab i Teheran, Sherkat-e Vahed, havde i 2006 ca. 17.000 ansatte.

Man kan læse mere om Mansour Osanloo og den iranske arbejderbevægelse på hjemmesiden for International Transport Workers' Federation: http://www.itfglobal.org/campaigns/osanloo-action. cfm

TEHERAN - De arbejder i hundredevis af ngo'er i hele landet og kræver ligestilling og frihed til kvinder. Selv om de fleste iranske imamer klart anser feminisme for et vestligt ideologisk fordærvende projekt, findes der også islamistiske feminister. Størstedelen af kvindebevægelsen i dagens Iran er dog en sekulær bevægelse, og de arbejder for eksempel for annullering af kvinders stenings- eller hængningsdomme. Nogle ngo'er hjælper kvinderne meget konkret med at få arbejde, lære dem at læse eller uddanne sig. Men i takt med at kvindebevægelsen vokser sig stærkere, bliver undertrykkelsen af kvinder på alle samfundets niveauer også stadig større.

Stening for utroskab

På trods af et moratorium mod stening, som regimet udstedte i 2002, og de officielle udsagn, der har benægtet udførelsen af stening i Iran , fastslår Amnesty International, at stening har fundet sted siden da. Fra 2002 har myndighederne dog først i juli måned 2007 bekræftet et tilfælde af stening. Derudover er der for nyligt udstedt dødsstraf ved frit fald fra stor højde.

"Stening er oftest en straf, kvinder bliver idømt. Mænd kan for det meste dække sig ind ved utroskab og påstå at have været midlertidigt viet med en anden kvinde, og det kan kvinder selvsagt ikke, da de kun kan være viet med én mand af gangen," siger Bahareh, som er en aktiv kvinderettighedsforkæmper i Teheran. Bahareh er en ung og spinkel kvinde midt i 20'rne. Hun arbejder i en ngo for kvinder og børns rettigheder. Hun ser ydmyg og genert ud, men er bestemt ikke i tvivl om, hvad der er vejen frem for kvindefrigørelse i Iran .

"I bund og grund føler vi, at det er den religiøse kønsdiskriminering, retfærdiggjort med sharialovgivning, der er problemet. Derfor kræver vi en adskillelse af politik og religion," fortsætter Bahareh, imens hun tager et sip af sin latte på en af de hippe cafeer i Teheran. Hun virker rolig på trods af, at hun lige har sagt noget, der anses for regimefjendtligt. Efter et par sekunders tænkepause fortsætter hun:

"Vi er dog meget bevidste om, at sekularisme i sig selv ikke betyder kvindefrigørelse. For foruden den statslige undertrykkelse findes den kulturelle mandschauvinisme, som kræver en holdningsændring både hos kvinder og mænd. Den hænger sammen med en generel traditionel forståelse af samfundet, men også ofte med en dominerende lokalnational-identitet i provinsen. Så derfor bryder jeg mig ikke om nationalisme".

Bahareh ønsker ikke at stå offentligt frem med sit navn af frygt for repressalierne, fordi hun udover sin aktivitet også føler et ansvar for sin familie: "Jamen jeg bliver ligesom mange andre aktivister også nødt til at tænke på andre ting, blandt andet kan jeg ikke risikere mit job".

Kulturel undertrykkelse

Laleh, som er en kurdisk kvindeaktivist fra samme ngo, er enig med Bahareh om den kulturelle mandschauvinisme. Hun nikker og beskriver kvinders situation i Kurdistan i Iran :

"Jeg er stolt af at være kurder, men det at brænde sig selv i protest gør mange kvinder i Kurdistan, da den kulturelle undertrykkelse ikke engang giver dem muligheden for f.eks. at løbe hjemmefra eller at leve væk fra familien. Der er trods alt flere muligheder i Teheran for kvinder."

Derudover påpeger hun, at kvinder i provinsbyer og landsbysamfund også oftere udsættes for jalousi- eller æresdrab:

"Vi har set masser af eksempler på, at mænd slår deres koner ihjel, fordi de er utro. Og det at få fire af sine venner til at vidne for sig er ikke et problem for dem. Guderne må vide, hvor mange der rent faktisk var deres mænd utro" siger Laleh, imens hun ryster på hovedet og fortsætter: "Der er jo ikke engang tale om et retssamfund, der er uretfærdigt, men om et rent mandesamfund."

Solidaritet hjælper

"Vi søger altid at udbrede kendskabet til de enkelte kvinders historier, inden de skal hænges eller stenes for utroskab. I den forbindelse har international opmærksomhed og fordømmelse da også ført til annullering eller udsættelse af nogle domme", siger Laleh og rejser sig pludseligt fra sin stol: "Er det der ikke Delaram Ali?" I cafeen sidder rigtig nok også Delaram Ali med sin mand og venner.

Delaram er en kendt kvindeaktivist i Iran , hun har med sine kun 24 år allerede været aktiv i flere år, har skrevet artikler og taget initiativ til mange kvindepolitiske arrangementer. Den 12. juni 2006 var Delaram til en fredelig sit-in på et Teherans store torve, arrangeret af "1 million underskrifter"- Kampagnen, hvor kvinder sang til støtte for kvinderettigheder. Kampagnen handler om at samle underskrifter for at ændre Irans kønsdiskriminerende lovgivning. Aktionen endte meget voldeligt for Delaram, der blev slæbt hen ad jorden, brækkede armen og blev arresteret uden at få tildelt lægehjælp, ud over den pose is hun fik inde i cellen. Delarams nobelprisvindende advokat, Shirin Ebadi, klagede over den voldelige behandling, men politiet blev frikendt, imens Delaram fik en dom på 34 måneders fængsel og 10 piskeslag. Hun blev dømt for at have forstyrret den offentlige orden og for at have propaganderet imod regimet. Hendes sag har fået meget international omtale, og internationale organisationer har fordømt hendes dom.

"Jeg afventer i virkeligheden, hvad der skal ske; indtil videre har de jo ikke anholdt mig, men nu må vi se," siger Delaram og smiler stort.

Indtil i dag har myndighederne stadig ikke anholdt Delaram Ali.

Jaleh Tavakoli og Abdullah Domurcuk er specialestuderende på RUCDe citerede personer er enten angivet med deres fulde navn eller anonyme. Navnene er kendt af redaktionenLæs om Delaram Ali på hendes blog: http://delaramali. blogspot.com/

Fakta: Irans kønsdiskriminerende lovgivning er grobund for voksende feminisme

Irans kønsdiskriminerende lovgivning er grobund for voksende feminisme

Stening er en dødsstraf, som oftest tilfalder kvinder.

En kvinde kan næsten aldrig blive skilt fra sin mand, hvis manden er imod.

Ved skilsmisse har manden retten til forældremyndigheden over børnene.

Kvinder arver halvt så meget som mænd.

En kvindes blodpenge (ved drab) er halvdelen af en mands.

En mand kan gifte sig med 4 kvinder og blive midlertidig viet ('sighe') med så mange, som han har lyst til.

En mand kan slå sin kone ihjel, hvis han opdager, at hun er utro; han skal have fire mænd som vidne til episoden - eller tre mænd og to kvinder.

En kvindes vidnesbyrd i en domstol er kun halvt så meget værd som en mands.

På nogle naturvidenskabelige fakulteter optages kun en vis procentdel kvinder - da fagene er såkaldte mandefag.

Iran anerkender ikke kvinders ret til at tjene lige så meget som mænd for det samme arbejde.

TEHERAN - "I vores land har vi ingen homoseksuelle, som i jeres land. Det eksisterer ikke i vores land. Jeg ved ikke, hvem der har sagt til jer, at vi har sådan nogen-," sagde den iranske præsident Ahmadinejad på sit besøg i USA i september sidste år. Men i Irans egen lovgivning handler en bestemt del om homoseksualitet. Her skelnes der mellem bøsser og lesbiske, og retningslinjerne for afstraffelse af disse "forbrydelser" er beskrevet. Forbrydelsen for mænd skal straffes med dødsstraf, imens den for kvinder er 100 piskeslag, op til tredje gang forbrydelsen begås. Den fjerde gang medfører det henrettelse for kvinder. For iranske transseksuelle er sagen derimod en helt anden.

Erfarne læger

"I Iran skal du for at have sex som homoseksuel enten være kønsskifteopereret, eller også risikerer du dit liv. Ved en operation risikerer du at miste følelsen i kønsorganet, og du risikerer dit liv ved selve operationen. Derudover skal du i hormonbehandling, som også kan have konsekvenser for dit helbred," siger Sami, som er en homoseksuel mand. Det er den seksuelle side af de homoseksuelles væsen, som generer det religiøst funderede officielle Iran . Det er den biologiske kvinde og mand, som kan have et seksuelt forhold til hinanden, om denne biologi så skal konstrueres igennem en operation.

Derfor er Iran det land efter Thailand, som foretager flest kønsskifteoperationer i verden, endda med en relativ gavmild statsstøtte til iranere, der får foretaget en sådan operation. Derudover er der også mange transseksuelle fra andre lande, der kommer til Iran for at få foretaget en sådan operation hos de erfarne og dygtige læger.

Religiøs fatwa

Accepten af transseksualitet kom gennem en religiøs fatwa, der i 1983 blev udstedt af den tidligere åndelige leder og grundlægger af det islamiske styre i Iran , Ayatollah Khomeini. Han lod sig overbevise af en transseksuel mand, Fereydoon, der følte sig som en kvinde, hun kom senere til at blive Maryam Hatoon Molkara. Et brev med denne tilladelse har senere dannet præcedens for den iranske anerkendelse af retten til at skifte køn.

Selv om transseksualitet er lovligt, er det dog ikke noget, regimet skilter med. Faktisk er denne accept af og økonomiske støtte til transseksuelle nedtonet af styret, således at mange iranere ikke kender til accepten af og den økonomiske støtte til disse operationer.

Homoseksualitet bliver ikke tolereret af regimet. Sami blev tortureret i 80'erne, smidt i en grøft og vågnede op på et hospital.

"Jeg blev grebet på gaden med min elsker, vi var bare så heldige, at vi også var barndomsvenner, og de kunne derfor ikke bevise noget. De udspurgte os om hinandens familier, venner, adresser osv. De ville have mig til at indrømme min seksualitet, og de sagde, at der ikke ville ske mig noget, hvis jeg bare ville indrømme, men jeg vidste, at det ville betyde dødsstraf" siger Sami, der har svært ved at geopleve det og går flere gange i stå. Han ved ikke, hvad der siden er sket med hans tidligere elsker og barndomsven.

Behandlingen af homoseksuelle er ikke blevet bedre i løbet af de snart 20 år. Det beretter Ehsan, der forklarer, at han for nyligt blev udsat for tortur og beskyldninger, men ikke vil komme ind på detaljerne i sin historie. Mærkerne på hans krop taler dog deres eget sprog. Både Sami og Ehsan kender homoseksuelle, der har ladet sig operere alene for at kunne leve frit, gifte sig og ikke mindst for at kunne deltage i samfundet. Det er nemlig også muligt for de transseksuelle at ændre deres køn på deres identifikations papir og pas.

Voldtægtsforbrydere

Menneskerettighedsorganisationer frygter, at homoseksuelle anklages og idømmes dødsstraf for andre forbrydelser som et dække for at dømme deres seksuelle orientering. Som eksempel blev Mahmoud Asqari og Ayad Marhouni på henholdsvis 16 og 18 år i 2005 hængt for at have voldtaget og misbrugt en 13-årig. De var begge under 18, da de blev arresteret. Identiteten på den 13-årige kendes ikke. Denne sag vakte stort postyr internationalt, især iblandt homoseksuelle organisationer verden over. Billederne af de to drenge cirkulerede hastigt på internettet, og på trods af intern og international fordømmelse af udstedelsen af dommene, blev begge teenagere henrettet i 2005. Anonyme kilder i Iran har beskrevet de to drenge som et homoseksuelt kærestepar.

De rystende billeder af de to ofres anholdelse og henrettelse kan ses på: http://beirut.indymedia.org/ar/2005/07/2999.shtml

Alle de citerede er anonyme, men deres identitet er redaktionen bekendt

Jaleh Tavakoli og Abdullah Domurcuk er specialestuderende på RUC

FAKTA: SERIE

Et ufrit Iran går til valg

Den 14. marts er der parlamentsvalg i Iran .

Forud for valget har Mahmoud Ahmedinejads regime skruet op for forfølgelserne af kritiske grupper i landet.

Danmarks udenrigspolitiske nævn skulle i mandags være rejst til Iran , men nævnet har aflyst besøget, efter at det iranske parlament krævede en fordømmelse af genoptrykningen af Muhammed-tegningerne. Information beskriver i en række artikler vilkårene for Irans politisk aktive.

De citerede personer er enten angivet med deres fulde navn eller anonyme. Navnene er kendt af redaktionen.

Den iranske advokat og forfatter Zarafshan repræsenterer de anholdte studerende fra bevægelsen Frihed og Lighed. Zarafshan har selv afsonet en femårig fængselsstraf, og han ser de unges aktiviteter som kernen i en stærk folkelig bevægelse

Den friske ældre herre med det hvide hår blev løsladt fra det berygtede Evin fængsel i Teherans udkant for bare otte måneder siden. Men det virker, som om de fem års indespærring blot har givet ham endnu mere energi.

Nasser Zarafshan er 62 år, advokat og forfatter af profession og en kendt personlighed i Iran . Vi møder ham hjemme i hans lejlighed i Teheran ved et spisebord, der er dækket af mapper og papirer.

"Jeg er fortrøstningsfuld og positiv - selvom jeg erkender, at de sidste to-tre år er blevet hårdere for de kritiske røster," siger Zarafshan, som lige nu har travlt med at forsvare de over 60 venstreorienterede studerende fra bevægelsen Frihed og Lighed, som er blevet fængslet siden december.

Dermed har Zarafshan endnu engang kastet sig ud i en sag, der tydeligvis opfattes som meget politisk følsom for regimet.

"Det at der snart er valg i Iran , kan betyde noget for de fængslede studerendes situation. Måske er valget en formildende omstændighed. Regimet ønsker ro og fred internt i landet, men er også interesseret i en så stor opbakning i udlandet som muligt, der kan give en positiv mediedækning af valget internationalt," siger Zarafshan.

Han udtrykker dog alligevel bekymring:

"Kun relativt få studerende er blevet løsladt, resten er i afhøringsfasen og dernæst bliver de løsladt imod betaling af kaution og derefter retsforfulgt. Sådan er det her i landet. Lovgivningen bliver ikke overholdt, for så skulle jeg have haft lov til at mødes med mine klienter," siger Zarafshan og bliver afbrudt af telefonen, der ringer.

Det er en forælder til en af de fængslede studerende, der spørger efter nyt om sin søn, som hun ikke har hørt fra siden fængslingen. Hun håber, at Zarafshan ved noget. Det gør han ikke, men forsøger alligevel at berolige hende.

Sidste gang Zarafshan var involveret i en sag, blev han bortført, senere udsat for falske anklager om besiddelse af våben og alkohol og til sidst idømt fem års fængsel og 70 piskeslag. Regimet ønskede ikke at få opklaret, hvorfor, hvordan og af hvem to journalister blev myrdet i slutningen af 1990'erne. Zarafshan repræsenterede den gang de to journalisters familier og fortsatte med at efterforske mordsagerne på trods af trusler fra den iranske efterretningstjeneste.

De to mord var to af fem, der i dag er kendt som 'Seriemordene', hvor fem mennesker forsvandt på mystisk vis eller blev myrdet brutalt.

Tre illusioner

- Betyder de studerendes aktiviteter på universiteterne, at venstrefløjen i Iran er genopstået?

"Venstrefløjen led et kæmpe nederlag efter revolutionen, men den har altid eksisteret. De unge studerende er de modige, de som tør. De er trætte af fattigdom og ulighed, og de er kritiske over for den verden, de lever i, men dét er desværre en forbrydelse. Den iranske befolkning har fra og med revolutionen i 1979 troet på tre illusioner om frihed, demokrati og social retfærdighed. Først troede de, at revolutionen ville befri iranerne fra imperialisme, diktatur og social elendighed, det skete ikke," siger Zarafshan og tæller med på fingrene.

"Den næste illusion er reformismen og den tidligere præsident Khatami, der kom til magten, fordi befolkningen var og er utilfreds med den politiske scene. Khatami fik flere millioners stemmer, han foregav at være de studerendes stemme og lovede ændringer inden for systemet. Illusionen om reformer blev aldrig til mere end nogle få plastre på et stort åbent sår. Erfaringen viser, at det eksisterende system ikke kan ændre sig selv. Illusion nummer tre omhandler en USA-ledet krig eller omvæltning, som vil befri iranerne. Det irakiske eksempel har på tragisk vis bevist, hvad en krig betyder, og hvad USA vil i Mellemøsten."

- Hvad tror du, befolkningen ønsker - hvad er næste illusion eller håb?

"Befolkningen er utilfreds. Utilfreds med korruption, undertrykkelse og social elendighed. Den ønsker et demokratisk samfund, hvor menneskerettighederne overholdes. Men det er efterhånden gået op for befolkningen, at den selv skal skabe et nyt Iran fra neden. Det er også gået op for dem, at reformerne under Khatami ikke kom af sig selv, men fordi folket krævede det og fremtvang dem."

- Det lyder flot, men hvordan tror du konkret det kan ske?

"Det er ikke noget forkromet teoretisk indfaldsvinkel jeg præsenterer. Man skal bare tage udgangspunkt i den virkelighed, som befolkningen møder. Inflationen er høj, og det samme er priserne. Den offentlige transport er for dårlig, der er ikke nok gas til den her vinterkulde, og der er stor arbejdsløshed. Arbejderklassen har meget ringe kår og må nøjes med midlertidige kontrakter eller såkaldt 'hvide kontrakter', hvor arbejderen skal underskrive et blankt stykke papir som sin arbejdskontrakt. Med andre ord har han ingen rettigheder. Alt det reagerer folk selvfølgelig imod. Arbejderbevægelsen og de studerendes bevægelse vokser af den grund for at protestere og for at skabe et alternativ. Kvindebevægelsen vokser også, kvinder kræver frihed og rettigheder. Af den grund har vi også for hvert år været vidne til en stadigt voksende 8. marts-demonstration, der snart er på vej igen," siger Zarafshan.

idag@information.dk

Fakta: Dødsensfarlig aktivisme

Amnesty International rapporterer, at tortur er meget brugt mod politiske fanger i iranske fængsler, især i perioden, inden fangerne bliver fremstillet for en dommer.

Fangerne nægtes samtidig ofte retten til en advokat, og der i flere år løbende været eksempler på, at fanger har mistet livet i denne periode.

Familierne til de fængslede er ofte uvidende om, hvor deres pårørende er, og om de overhovedet er i live.

Politiske fanger er i flere tilfælde blevet beskyldt og straffet for besiddelse af f.eks. alkohol og andre iscenesatte forbrydelser, der ikke har nogen forbindelse til årsagen til deres anholdelse.

Antallet af politiske fanger er ifølge Amnesty Internatinal stigende.

Amnesty International og Human Rights Watch kritiserer desuden regimets benyttelse af straffe som stening, hængning, udsmidning fra store højder, amputering, udrivning af øjne og piskeslag.

Fakta: SERIE

Et ufrit Iran går til valg

Den 14. marts er der parlamentsvalg i Iran .

Forud for valget har Mahmoud Ahmedinejads regime skruet op for forfølgelserne af kritiske grupper i landet.

Danmarks udenrigspolitiske nævn skulle i dag være rejst til Iran , men nævnet har aflyst besøget, efter at det iranske parlament krævede en fordømmelse af genoptrykningen af Muhammed-tegningerne. Information beskriver i en række artikler vilkårene for Irans politisk aktive.

BLÅ BOGNasser Zarafshan (f.1946)

Kendt iransk forfatter, oversætter og advokat.

Fungerede som juridisk rådgiver for familierne til de myrdede journalister Majid Charif, Mohamad Mokhtari og Mohamad Jafar Pouyandeh, samt aktivistparret Darioush og Parvaneh Forouhar.

Var stærkt kritisk over for myndighedernes undersøgelser af morderne. Han blev arresteret i oktober 2000 efter at have holdt en tale i byen Shiraz, hvori han anklagede den iranske sikkerhedstjeneste for at stå bag mordene.

I 2002 blev han dømt til fem års fængsel og 70 piskeslag ved en militær domstol bag lukkede døre. I fængsel modtog Zarafshan ingen behandling for en alvorlig nyresygdom og sultestrejkede i protest. Han eri dag løsladt.

Modtog i 2004 PEN/Barbara Goldsmith Freedom to Write pris i 2004.

"Kære ven, tillykke med de studerendes dag. Hilsen Efterforskningskontoret For Efterretningstjenesten".

"Vidste du, at deltagelse i enhver ulovlig forsamling betragtes som en forbrydelse? Hilsen Efterforskningskontoret For Efterretningstjenesten".

Og til sidst en direkte trussel: "Advarsel! Enhver delagtighed i ulovlige forsamlinger kan medføre op til fem års fængselsstraf. Hilsen Efterforskningskontoret For Efterretningstjenesten".

De tre sms'er ligger i mobiltelefonen hos en studenteraktivist, der nu er fængslet sammen med dusinvis af andre i Iran .

De sidste par måneders anholdelser af især venstreorienterede studerende (mange af dem fra bevægelsen 'Frihed og Lighed', jvf. artiklen i Information lørdag den 16. februar), en kurdisk studerendes død i varetægtsfængsel og senest angrebene på de studerende på Teherans Universitetskollegier er tegn på, at præstestyret ikke har i sinde at tolerere kritik op til det iranske parlamentsvalg, der finder sted om under en måned.

Selv de moderate reformister, der ikke har ligeså radikale krav som de studerende, truer nu med at boykotte valget, fordi flere end 2.000 af denne fløjs kandidater er blevet nægtet at stille op til valget den 14. marts.

Løsladt men ødelagt

Ilnaz Jamshidi blev for 10 dage siden løsladt efter at have tilbragt 52 dage i Evin, et berygtet fængsel i udkanten af Teheran. Hendes familie betalte ca. 550.000 kroner i kaution for hendes løsladelse. Hendes mor har efterfølgende skrevet om, hvordan Ilnaz konstant er depressiv, halter når hun går, fordi hendes knæ er blevet skadet under tortur, hvordan hun er dårligt tilpas i selskab med selv tætte familiemedlemmer, og om at hun konstant bryder sammen i gråd når hun er alene.

"Via beretninger fra for nylig løsladte kammerater, andre indsatte, der har haft besøg udefra, og familier, der har besøgt deres pårørende og selv har set sporene af tortur, ved vi, at flere af vores kammerater er udsat for hård tortur og isolationsfængsling," fortæller bevægelsens talsmand Kaveh Abassian i telefonen. "Vi ved, at bestemte kammeraters skrig er blevet hørt af andre kammerater i andre celler. Vi har også fået viderebragt oplysninger om et selvmordsforsøg og en akutindlæggelse af to af vores kammerater. En af de studerendes mødre har senest fortalt om dybe sår på hendes søns arme," fortsætter Kaveh Abassian, der selv lever i skjul.

Truet til at holde kæft

Familierne til de fængslede studerende har siden starten af december søgt en kollektiv løsning på anholdelserne. De har valgt at mødes for at koordinere forskellige tiltag, heriblandt har de valgt kollektivt at lade advokaten Nasser Zarafshan repræsentere deres børn. Nasser Zarafshan har dog ikke til dags dato haft nogen direkte kontakt med de anholdte studerende.

"Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, vi har ikke så mange muligheder andet end at tage til fængslet eller til det ene offentlige kontor eller domstol efter det andet. Når vi tager derhen, har vi en plakat med, hvor der står 'befri de studerende',", fortæller en søster til en studerende.

Familierne til de fængslede studerende har på forskellig vis forsøgt at opnå støtte såvel inde i Iran som internationalt. Dertil har de i fællesskab oprettet en hjemmeside, men de bliver mødt med trusler.

"Vi bliver altid jaget væk, når de finder ud af hvem vi er. Vi tog ud til FN's kontor i Teheran og kunne ikke engang komme ind i bygningen. Vagterne behandlede os rigtig grimt," siger søsteren irriteret og kigger op på de andre forældre.

"Det er jo ikke engang, fordi børnene ville andet end at holde en demonstration - og det var kun fordi de insisterede på det på trods af chikane og trusler, at regimet har været efter dem," siger en mor til en fængslet studerende opgivende.

Oprør på kollegierne

Udover de fortsatte anholdelser af de især venstreorienterede studerede har Teherans forskellige politistyrker haft travlt med at opløse demonstrationer. Fra fredag den 26. januar og til og med søndag nat har der atter været demonstrationer på Teherans Universitetskollegier og på gaderne omkring.

De studerendes krav startede som studenterfaglige krav, men blev i løbet af protesterne mere politiske. De studerende opfordrer nu til boykot af alle valg, de kræver frihed for alle politisk bevægelser, ophør af undertrykkelse, fængsling og overvågning af de studerende, og ophævelse af påbud om påklædning.

Protesterne har samlet over 1.000 demonstranter, da de var på deres højeste. Demonstranterne er dog blevet angrebet op til flere gange af både civilklædt politi og uniformerede styrker. Enkelte er blevet såret eller anholdt.

De seneste uroligheder har ført til, at universitetets leder er blevet udskiftet, men de forskellige studenterbevægelser har dog ingen tiltro til, at der sker reelle indrømmelser overfor de studerende.

"I så fald kan den nye leder starte med at løslade alle fængslede studerende," siger studenterbevægelsens talsmand, Kaveh Abassian.

idag@information.dk

Nogle af artiklens kilder er angivet med deres rigtige navne, andre optræder anonymt. Deres navne er kendt af redaktionen.

"Der holdt en bordeaux minibus med en helt almindelig hvid nummerplade uden for hans dør," fortæller kvinden.

"Der var to civilklædte ved minibussen, den ene stod i døren ind til gården, imens den anden var ude på gaden, og der var lys i hans vinduer."

Hun vil ikke afsløre sit navn. Det er den 14. januar, klokken er cirka halvni om aftenen, og for en time siden er seks af vores kontakter sammen med tre andre studerende blevet anholdt i den iranske hovedstad Teheran.

"Da de kørte væk, havde de meget fart på, og jeg kunne ikke se ind i bussen. Det var mørkt. Men da jeg så kiggede op på hans vinduer, var lyset blevet slukket," forklarer kvinden. Hun taler om lyset i Mammads lejlighed, hvorfra de studerende nu var blevet bortført af civilklædte agenter. Mammad læser til kemiingeniør, og er ligesom de andre studerende i tyverne.

Vi er taget til Iran for at møde aktivister, der udfordrer regimet. Det er gået hurtigt med at komme i kontakt med de venstreorienterede studerende fra bevægelsen 'For frihed og lighed', som for tiden er sat under lup af præstestyret.

Inden denne bortførelse er 42 studerende tilhørende denne bevægelse allerede blevet anholdt i december måned. Ti af dem er siden blevet løsladt, og ti har fået lov til at mødes med deres familier.

Aflyttede telefoner

Nu ved vi ikke, hvad vi skal stille op med os selv, og vi føler os udsatte og forfulgte. Nogen har sandsynligvis aflyttet de studerendes telefoner, og nu er de anholdt. Vi har også snakket i telefon med dem og mødtes med dem flere gange. Nu kan vi ikke engang bruge vores egne telefoner, da de højst sandsynligt også bliver aflyttet. Måske var der en stikker blandt de studerende? Tankerne flyver forvirret rundt i vores hoveder, og vi begynder gensidigt at beskylde hinanden for at være uforsigtige i vores kontakt med gruppen.

Ensomme i Teheran

Vi vil ikke overnatte det sted, hvor vi har boet indtil nu, så vi tager hjem til Jalehs familie. Men da de hører historien, beder de os pænt om at forlade deres hjem, og ikke engang have telefonisk kontakt med dem. De tør ikke risikere noget.

Vi er nu afskåret fra enhver kontakt og helt isolerede overladt til os selv på en isglat vej. Vi går frem og tilbage og lader en gang imellem som om, vi taler i telefon, for ikke at se mistænkelige ud.

Der er mørkt og koldt, og Teheran føles pludselig som en fremmed og fjendtlig by. Det har vi aldrig prøvet før. Til sidst beslutter vi at tage hjem til Danmark. Det er over midnat, og adrenalinen strømmer. Vi er skuffede og fyldt med en følelse af afmagt og usikkerhed. Det føles mere forståeligt nu, at så mange iranske flygtninge hader Iran .

Frihed og Lighed

Første gang, vi mødes med de anholdte studerende, er på universitetet. Vi bliver stoppet af vagterne på vej ind og får en klump i halsen. Men vi snakker for vores syge moster og får til sidst lov til at komme ind. Det viser sig senere, at vi blev stoppet, fordi vi gik for tæt sammen som dreng og pige. Det vækker åbenbart opmærksomhed ved indtrædelse på et universitet i et land, hvor kæresteri er forbudt ved lov. Vi mødes med de studerende uden for kantinen. På vej ind i kantinen hænger der skilte med påskriften "Brødre" og "Søstre". Kantinen er kønsopdelt, men vi bliver alligevel ført ind i "Brødre". Den anden afdeling er helt tom. Der sidder de så, en masse unge mennesker, de fleste politisk aktive fra forskellige grupper, og snakker og ryger, selvom det faktisk er forbudt at ryge i offentlige bygninger.

Kvinder og mænd er blandet. Selv kvinder med det lange religiøse slør chador sidder sammen med mændene. Ingen andre end vi virker til at være nervøse, diskrete eller tilbageholdende. De fortæller os højt og gladeligt, hvad de hedder, hvad de studerer, og hvordan de er aktive. De studerende er meget ungdommelige og smarte i deres påklædning, men ikke popsmarte med glimmer og glans, som størstedelen af den iranske ungdom i Teheran. De er mere slidte i tøjet ligesom deres helt, Che Guevara. Da kantinen så lukker kl. 18.00, tager de os med op i et klasseværelse.

Samlet protestbevægelse

De venstreorienterede grupper startede deres politiske aktiviteter for ca. fem år siden på universiteterne rundt om i landet. Efterhånden har de næsten alle tilsluttet sig bevægelsen 'Frihed og Lighed'.

"Det, vi kæmper for, er demokratiske rettigheder, lighed i samfundet og frihed for både kvinder og mænd. Efter Iran -Irak krigen er klasseforskellene blevet meget tydeligere. Vi kæmper både ved at ytre os og protestere, men også som frivillige i forskellige ngo'er, hvor vi for eksempel lærer afghanske flygtningebørn at læse og skrive," siger en ung fyr, som sidder på kateteret i det tilrøgede klasseværelse. Det er en mørk, kold og våd vinterdag, og trods mænds frihed til at tage overtøjet af har alle fyrene pga. af kulden valgt at beholde det på.

"Situationen siden december er virkelig presset og vanskelig. Der har ikke været en lignende situation tidligere, hvor så mange studerende på en gang er blevet arresteret, og i så lang tid. Endda uden nogen som helst mediedækning i selve Iran ," siger en anden studerende. Vedkommende arbejder især for kvinderettigheder. En tredje studerende, der stadig har sne i håret fra at have været udenfor, afbryder næsten for at fortælle: "Men vi er stadig forundret over, at der har eksisteret så mange uafhængige grupper rundt omkring i hele landet. Bare i den seneste måned, efter så mange anholdelser, har studerende på 6 universiteter i forskellige byer tilsluttet sig os."

Klar til arrestation

Ventetiden i lufthavnen ind til flyafgangen klokken 04.35 den 16. januar, og øjeblikket, hvor vi går igennem den iranske paskontrol, er ubeskrivelig lang og hård. Da vi endelig når ind i flyet, hvor vi kan slappe af, er det skæbnens ironi, at Jaleh nu i mere end tre timer skal sidde ved siden af en mullah med skæg, lang frakke og turban. Han protesterer dog ikke, selv om hun som det første tager sit tørklæde af - ligesom mange andre kvinder i flyet.

Kort efter, at vi har sat os, erstattes glæden af en stærk følelse af dårlig samvittighed. Vi kan komme ud af landet, rejse til et trygt hjem og stikke af fra alle problemerne i Iran , men det kan de studerende ikke. De sidder lige nu på ubestemt tid i Teherans politiske fængsel, Evin, uden nogen kontakt til omverdenen. Siden vi er kommet hjem, er yderligere ni blevet anholdt i forskellige byer, mens syv er blevet løsladt mod meget høje kautionsbeløb - op til ca. 550.000 danske kroner. Nogle sidder stadig inde, flere uger efter at kautionsbeløbet er stillet, fordi familierne ikke kan betale de høje beløb.

udland@information.dk

Tuborg, Grindes-whisky, to liter hjemmebryg og en halv liter ethanol 97 procent.

Familien Noori holder fest i en lejlighed i middelklassekvarteret Yousufabad i det centrale Teheran. Fætre, kusiner, bedsteforældre og børnebørn er alle samlet i den orientalskpyntede stue, hvor musikken brager fra anlægget i hjørnet. Onkel Babak har taget ansvaret på sig og er aftenens bartender. Med en koncentreret mine fordeler han sirligt whiskydåsens dråber i små tekopper på en rund sølvbakke og byder de ivrige, voksne gæster velkomne. Få minutter efter samles kopperne ind igen. Ethanolen åbnes, blandes med vand og cola, og bakken går rundt igen.

Før revolutionen og oprettelsen af den islamiske republik i 1979 kunne man købe alkohol i butikkerne. I dag findes de alkoholiske drikkevarer kun som ulovlige, indsmuglede varer til overpriser.

Derfor vælger mange at eksperimentere med apotekernes udvalg af ren ethanol, som sælges til 10 kroner literen i håndkøb. Apotekerne er dog blevet påpasselige med udleveringen af ethanolflasker og spørger indgående til formålet. Samtidig er der risiko for, at ethanolen er tilsat bitre smagsstoffer for netop at undgå, at den bruges i drinks.

Den tredje mulighed for at skaffe alkohol er hjemmebrygget brændevin. Landets ikke-muslimske mindretal har tilladelse til at fremstille alkohol hjemme, men kun til eget forbrug. Alligevel brygges der stærk, sød brændevin i mange hjem i Iran , som kun sælges til venner, naboer og bekendte, man stoler på.

Straffen for besiddelse, salg eller indtagelse af alkohol eller euforiserende stoffer i Iran er hård. Folk, der pågribes påvirkede, risikerer bøder, piskeslag og i nogle tilfælde fængselsstraf.

Bahman er 28 år og ansat i et arkitektfirma. Da han læspå universitetet, blev han engang inviteret med til en kæmpefest med flere hundrede unge. Festen sluttede brat, da politiet dukkede op. Foruden at ugifte drenge og piger var samlet, og der blev serveret alkohol, så kolliderede festlighederne med dødsdagen for republikkens religiøse grundlægger, Khomeini. Alle de unge blev anholdt og straffet med pisk.

Bahman kan stadig huske smerten efter piskeslagene.

- Min ryg gjorde forfærdelig ondt. I en hel uge kunne jeg hverken ligge ned eller sidde tilbagelænet på den, fortæller Bahman, som dog hverken er holdt op med at drikke eller feste.

Præstestyret forbyder drenge og piger, som ikke er gift med hinanden, at opholde sig alene sammen. Alligevel ser man utallige unge par optage cafébordene i Teheran og slentre i byens parker og på strandpromenaderne ved kysten. Selvom det er forbudt at kysse offentligt, kan man tydeligt se de interesserede blikke og den kærlige, lette berøring.

Reza er 21 år og kører pizza rundt i Teheran. Han lytter nysgerrigt til sin fætter Bahmans beretning om sin anholdelse og afstraffelse og udbryder stolt, at han er for snu til at blive snuppet af politiet, men må alligevel rette sig selv efter en kort tænkepause.

I fjor tog han en pige med hjem, da han var alene hjemme. En nabo så det unge ugifte par i opgangen og råbte truende, at hun ville ringe til politiet, hvis de ikke skrubbede af.

Reza tog truslen meget afslappet og fortsatte sin date, men kort efter dukkede politiet op ved hans dør og tog både ham og pigen med på politistationen. De slap dog begge med skrækken, da Rezas moster kom og fik overtalt politiet til at løslade dem.

- Samme eftermiddag tog jeg pigen med hjem igen, siger Reza med et overlegent grin.

Rezas anden fætter, Pooya, var mindre heldig, da han en aften var ude at køre en tur med to venner og sin kæreste. Politiet stoppede de unge og tog dem med på politistationen. Her fik det unge kærestepar pisk som straf for at opholde sig sammen uden at være gift.

- Betjentene havde ingen respekt. De lagde endda op til min kæreste og kaldte os alle mulige grimme ting, fortæller Pooya, som blev løsladt dagen efter afstraffelsen.

Alle kilder er angivet ved et andet navn. Kildernes rigtige navne er redaktionen bekendt.

De stirrende øjne er lige så mørke, som de kropslange, sorte chador-slør, som indhylder de to kvinder og kun efterlader deres ansigter udækkede. De kigger forargede rundt og op og ned ad folk ude foran et moderne shoppingscenter i det nordlige Teheran. Med et enkelt nik får de forbipasserende til at stoppe skoleret op med en klump i halsen.

- Hvordan er det du ser ud? Hvorfor går du sådan klædt? Tror du, at du er i udlandet?, spørger den ene chadorklædte kvinde en ung pige i lang nederdel, poncho og med tørklædet bundet i nakken.

Pigen har allerede ved synet af kvinderne løsnet knuden på tørklædet og bundet den på ny under hagen, så halsen tildækkes.

- Ved du ikke, at vi anholder folk for at gå uanstændigt klædt? Du må ikke gå sådan rundt!, fortsætter kvinden, imens pigen undskylder.

- Dit tørklæde skal du ikke binde sådan igen, og den poncho svarer til en bluse, du skal have en lang frakke på, siger den anden kvinde, som har plukket sine øjenbryn og tatoveret dem op som to tynde, mørkelilla streger.

- Du slipper denne gang, men hvis vi ser dig sådan igen, bliver du anholdt, slutter hun og vender endnu engang sit søgende blik mod menneskemængden på vej ud af centrets hovedindgang.

De sortklædte kvinder ledsager det religiøse politi, som patruljerer byernes befærdede kvarterer og kontrollerer om folk overholder påklædningspåbudene. De er led i en ny kampagne, som blev indledt i starten af juli i år og er den hårdeste stramning i de seneste 10 år. Kampagnen er målrettet mod kvinder med for korte frakker, ærmer og bukseben og for meget synligt hår og sminke, mens mændene bliver stoppet for at have ærmeløse T-shirts, vestlige frisurer og tøj med upassende tryk på.

Kvindepatruljerne er ikke en ny opfindelse, men kendt siden revolutionen og oprettelsen af Den Islamiske Republik i 1979. Dengang risikerede kvinder med sminke på, at få smidt syre i ansigtet af de bevæbnede kvindepatruljer. I dag bæres våbnene kun af de militærgrønne, mandlige politibetjente og syren er afløst af hårtrimninger. Anholdelser, pisk og fængsling er dog stadig en realitet i den nye kampagne, som yderste konsekvens for at være uærbart påklædt.

Påklædningspåbuddet kan være svært at tyde i menneskemylderet og udbudet i de moderne butikker i Teheran, hvor alt fra gennemsigtige stropkjoler til bundløsetrusser kan købes.

I en undertøjsforretning bag et tomt udstillingsvindue, og med et tungt gardin for døråbningen har det religiøse politi fået fjernet alle varerne fra vinduet som et led i den nye kampagne. Her er mændene forment adgang og nu altså også at se på udbudet i udstillingsvinduet.

- Jeg er ligeglad med, om mænd kommer ind i butikken, men politiet forbyder os at lukke dem ind. Jeg ved egentligt ikke hvorfor, de er så strenge ved os lige her. I går var jeg i en anden bydel, og der var der masser af undertøj i udstillingsvinduerne, siger den kvindelig butiksassistent.

De fleste iranere kan ifølge lovgivningen betegnes som lovovertrædere. Drengenes lange, stylede hår og pigernes neglelak og læbestift kan være grund nok til en tur på politistationen.

Grebet omkring den personlige frihed blev løsnet under den forrige præsident, Khatami, hvor kvinder blandt andet fik lov til at klæde sig i andre farver end sort udendørs. Men det religiøse politi kan stadig finde på at pågribe og udspørge kvinder i spraglet eller anderledes tøj.

Mariam på 25 år blev ved kampagnens start stoppet af det grønne politi, da hun en eftermiddag var på vej hjem fra kursus.

- Jeg blev taget for at have for korte ærmer, fortæller Mariam og peger på sin arm et par centimeter fra håndleddet.

- Jeg blev ført ind i en minibus med tonede ruder. De havde også anholdt en anden pige og de bandede af os begge. De sagde, at vi ikke var mennesker, men skrald, og at vi fortjente at blive hængt, slået eller buret inde, siger hun og fortsætter med en rolig stemme:

- Vi måtte ikke ringe hjem. De slukkede vores mobiler og tog alle vores ting fra os. Den anden pige råbte op og kom op at toppes med kvinderne i chador. En af mændene kom hen og begyndte at slå og sparke hende inde i minibussen. De tog os med på politistationen, hvor de tog billeder af os og noterede alle vores personlige oplysninger, som de tjekkede ved at ringe til vores forældre.

De to piger blev løsladt samme dag.

De iranske kvinder overholder tørklædepåbudet, og langt de fleste er tildækkede fra håndledene til anklerne, men tøjet er ofte tætsiddende og efter vestligt forbillede. Den påbudte lange frakke, som mindst skal dække bagdelen, erstatter mange med smarte slå-om-kjoler og figursyede jakker. Det opsatte hår bølger ud under de farvestrålende tørklæder, og en kvinde uden make-up er et sjældent syn i gadebilledet.

Man kunne næsten mistænke den yngre del af befolkningen for at konkurrere om at slippe af sted med at se mest udfordrende ud.

Parisa er 32 år og nyuddannet frisør. Hendes lyse striber titter ud under det sorte tørklæde både for og bag, jakken er stram og neglene er nylakerede i de højhælede sandaler.

- Det er blevet unormalt og underligt, hvis man som kvinde går ud uden sminke. Det er dem uden sminke, der stikker ud i mængden og ikke omvendt, siger Parisa og mener, at der er en stor signalværdi i folks udseende, da religiøsitet og sympati med regimet er tæt forbundet med ens udseende.

- Det er kun de religiøse fanatikere, som går i chador, og selv de er begyndt at gå med øjenskygge og læbestift, siger Parisa og stryger en hånd gennem sit pandehår.