Ideologier har uniformer

BOGNYT

-Og, intet mindre end, mine bekymringer for den vestlige civilisations fremtid:

Egentligt arbejder jeg på en bog der skulle handle om Venstrefløjens Kærlige Racisme – de lave forventningers racisme / -Hykleriske kvaler over den vestlige kulturs overlegenhed.

Den kunne også hedde Venstrefløjens Kærlige Bigotteri – eller Venstrefløjens Kærlige fordomme – bare for fx også at kunne inkludere debatter om kønnene, homoseksualitet og transpersoner.

Jeg er kommet ret langt med bogen, og det er gået ret hurtigt, fordi jeg har samlet på eksempler over mange år.

Men da meningen med mit arbejde generelt, og bogen specifikt, er at styrke ytringsfriheden og demokratiet i Vesten – og værne om de vestlige værdier og den vestlige  kultur – så bliver jeg ved med at vende tilbage til radikaliseringen og polariseringen som i dag er en sørgelig virkelighed i de fleste vestlige samfund.

Nuancer og dybde i den offentlige samtale er udfordrede størrelser, og vi ser en stigende intolerance.  Den politiske korrekthed eller det som vi idag kalder wokeismen har efter min mening det største ansvar for den udvikling.

Virkeligheden er at bogens egentlige formål måske er passé – for har fornuften i vores offentlige samtale, om stort og småt, ikke tabt for meget til ekstreme retningslinjer for tilladt tale? Der er jo heller ikke længere kun tale om venstrefløjens berøringsangst – hvis vi nu skal være ærlige – den er nu mainstream og findes også på store dele af højrefløjen.

De kærlige fordomme har sejret i en grad at mange reklamer i dag er dydssignalerende, kulturrelativistiske og identitetspolitiske. Wokeismen, hvis man skal være meget positiv, handler, et eller andet sted, om en vilje til at være god, og lade godheden sætte dagsordenen. Denne selvudnævnte godhed anser sig for bedre end og hævet over ærlig og åben samtale om de udfordringer som vi som samfund er oppe imod.

Og modreaktionen imod al den hysteriske korrekthed, og undertrykkelsen af det frie ord, er desværre netop radikaliseringen, som er evident. Noget som jeg og mange andre i årevis har advaret om. Både på højre- såvel som på venstrefløjen er radikaliseringen et problem. Modreaktionen er her allerede, også i form af konspirationsteorier og fjendtlighed overfor politikere og autoriteter. Også politisk vold og trusler om vold er et større problem, grundet fjendtlighed og intolerance på begge fløje, ligesom islamisk terrorisme fortsat er et presserende problem. Jeg er ikke i tvivl, vi kan ikke løse noget som helst problem uden at tale om det. Øsnker vi ikke radikalisering og polarisering, så tager vi debatten med vores politiske modstandere.

Den Kærlige Racisme og de kærlige fordomme har med andre ord vundet, de har forhindret en åben og ærlig samtale om vigtige og svære emner, og nu står vi i en situation hvor modreaktionen også på mange måder er grotesk. Den politiske korrekthed har sejret i en grad at de fleste i dag er bange for at sige de mest grundlæggende sandheder. Hvis ikke andet er vi bange for at blive smidt af eller straffet på de sociale medier, hvor den offentlige samtale finder sted.

Som argument imod korrektheden plejede vi at sige at alle potentielt kan blive forarget over hvad som helst, og i dag er vi så der hvor man potentielt kan komme i egentlige problemer over at have sagt hvad som helst, hvis blot nogen har følt sig stødt nok over det der er sagt eller gjort. Et eksempel, og bare for ikke at skrive mere om islam, så er komplimenter på udseende nærmest forbudt i dag på mange arbejdspladser. Det er selvom folk helt uskyldigt kan tage sig selv i at sige: “Du er blevet klippet, nej hvor er det pænt”.  Dertil kommer at nogle såkaldte feminister faktisk anser enhver kompliment for undertrykkelse eller krænkelse.

På den anden side af denne politiske virkelighed og den bløde totalitarisme som korrektheden har ført med sig – bl.a. i form af direkte undertrykkelse af ytringer der ikke lige har passet ind, er der opstået et hav af dumme ideer og også konspirationsteorier.

Som modsvar til ovennævnte, og mildest talt ekstreme, feminisme er der opstået moderne kvindehad iblandt unge mænd i Vesten, en bevægelse som nærmest ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne.

En del af den radikalisering som også er sket i kølvandet på debatter som bliver undertrykt i Vesten, er nærmest udtryk for et vestligt selvhad, nu også fra højre, der er tale om en ny form for fjendtlighed overfor de vestlige stater (demokratier). Det gælder fx en fjendtlighed overfor politiet, efterretningstjenesterne eller politikerne, grundet eksempelvis debatten om islam, pandemien, krige eller lækkede oplysninger om overvågning.

En fjendtlighed som vores fjender, i fx Rusland, Kina og Iran investerer ressourcer i – bl.a. i form af cyberkrigere.

Det hjælper ikke at vi i dag også befinder vi os i en medie-ghettoiseret verden, styret af egne algoritmer der blot giver os mere af det samme- og vi kan nogle gange ikke engang længere enes om at være enige om hvad det er vi er uenige om – til tider tror vi på, eller lever vi i, forskellige virkeligheder.

Dertil kommer at mainstream-medierne også i for høj grad er blevet politiske aktører – der skal sælge holdnings-nyheder, og debatterne er derfor over hele linjen blevet mere overfladiske, fordummende og polariserende. Det er hvis debatterne overhovedet bliver taget. Som kritiker af islam bliver man marginaliseret – og den kritiske samtale om islam udebliver for det meste i mainstream-medierne, men også på de sociale medier straffes kritikere. Det er selvom debatten om islam er af enorm betydning for alle vestlige lande – ligesom indvandringsdebatten er det.

Men disse debatter er per definition taber-debatter for demokrater – for helt normale mennesker – vil du have en karriere indenfor journalistik, debat, kunst, politik – eller bare som mediepersonlighed – så holder du din kæft med enhver kritik af islam og indvandring.

Hvis du insisterer på at ytre dig i debatten om disse emner, så forsøg allerhelst med en del udenomssnak, generelle vendinger og andre ord.

Det koster – bogstaveligt talt – at kæfte kritisk op om disse emner, og man vil, hvis man fortsætter med det, med sikkerhed ende med at blive stemplet som bigot. Jeg taler af erfaring. Hvis man er det mindste kritisk, vil man som minimum blive kaldt beskyldt for at have fordomme. For at være ond. Det er selvom at langt de fleste, helt normale mennesker, i Vesten, i en eller anden grad, er kritiske overfor både islam og indvandring.

Jeg gik i 2010 ud af Enhedslisten fordi jeg ikke kunne holde deres udenomssnak ud, netop når det kom til islam og indvandring. Ø ville ikke forholde sig kritisk til de to emner – ikke fordi man ikke kunne se problemerne, men fordi man bare ikke i offentligheden ville sætte ord på, fordi racisme.

I dag er debatten om islam og tildels også indvandring stadig den pinlige dans om den varme grød, og ikke længere kun for enkelte partier på venstrefløjen. Det er et skridt frem og tre tilbage. Vores politikere overvurderer desværre hvad vi i Danmark har opnået med en såkaldt stram udlændingepolitik. Vi har relativt set  opnået visse gode resultater, men vi har pivåbne grænser til lande som Sverige og Tyskland. Dertil kommer at vi hidtil har håbet eller troet på at integration alene handlede om sprog, uddannelse og arbejde.

Undertrykkelsen af uenigheder og såkaldte kontroversielle ytringer, men også den manglende tillid til vores myndigheder, skræmmer mig, og jeg ved at den udvikling er farlig  for vores demokratier i Vesten.

Åbenhed, ærlighed og informeret debat er vejen frem, og er man bange for bigotteri eller misinformation – så skal man konfrontere disse i det offentlige rum med information, dokumentation og bedre argumenter. Undertrykkelse af ytringer er ikke svaret, tværtimod.

Bare undertrykkelsen af det frie ord, og den offentlige debat på de sociale medier, under pandemien, har været ekstremt ødelæggende for tilliden til vores politikere og myndigheder. De vestlige demokratier. Tag blot debatten om vaccinerne, denne har betydet at sindssyge konspirationsteorier for alvor har vundet indpas i Vesten.

Det som vores myndigheder og politikere skal huske, er at vi lever i et demokrati, og at vi derfor har lov til at være kritiske og stille spørgsmål til vores hellige myndigheder og politikere, også under en pandemi eller en hvilken som helst anden kritisk situation.

Alt det for at sige at jeg overvejer om bogen- i større grad skal handle om den politiske radikalisering og polarisering der i dag truer den vestlige civilisation, i kølvandet på den bløde totalitarisme, som er undertrykkelsen af det frie ord, grundet de kærlige fordomme og den kærlige racisme.

Den dalende tillid til medierne, myndighederne, politikerne og staten, er alvorlig. Vi befinder os i en demokratisk krise. Forskellige holdninger er uundgåelige, og de er faktisk i en eller anden grad ønskværdige i ethvert demokrati – forskellige sandheder og virkeligheder er ikke. Vi kan være uenige om hvorfor noget er sket, og hvordan vi undgår at det sker igen, men uenighed om hvad der faktisk er sket, og om det overhovedet er sket, er rigtig skidt.

Det sidste skal vi ikke være uenige om. Ligesom uenighed hverken må føre til intolerance, undertrykkelse eller fjendtlighed.

Andrew Tate og andre konspirationsteoretikere – der i hans tilfælde også har tråde til islamister og som oveni er forsvarer af Putins Rusland – er skræmmende.

Forsvar for Iran, Kina og Rusland er skræmmende, og findes desværre på både højre- såvel som venstrefløjen. Det blev især tydeligt med Putins invasion af Ukraine.

Konspirationsteorier er store hvor jeg kommer fra, og det er de i hele den islamiske verden – og jeg har en teori om at de trives i takt med mindre ytringsfrihed / mere undertrykkelse. En ting er dog sikkert, og det er at disse er virkeligt ødelæggende for enhver fremgang, tillid og debat i et samfund.

(Noget helt andet: Jeg overvejer også at oversætte min første bog Islam Offentlige Hemmeligheder til engelsk. Men er lidt i tvivl om det skal være i form af en bog eller en (gratis) hjemmeside.)

Det jeg søger med dette indlæg er egentligt blot reaktioner på indholdet af det jeg går og arbejder med, jeg tænker højt og vil gerne have jer med på min egen brainstorming. Hav en dejlig dag, I skønne mennesker.

…

Iran & den radikale Samira Nawa

Kvinder med hijab kigger ned på dig i Malmø

Tag ikke fejl, forsvaret for muslimske kvinder i hijab er at kritisere deres islamiske tørklæde (hijab). Kritikken af religiøs kønsdiskrimination, af kvinder, er først og fremmest et forsvar for kvinders frihed fra undertrykkelsen.

Malmø har brugt 700.000 svenske kroner på et såkaldt kunst-projekt. Men er der ikke i virkeligheden tale om den sædvanlige promovering af kvindeundertrykkelsen, der er muslimsk, som vi også ser vinde frem i Danmark?

”Smukke kvinder i hijab kigger ned på dig” – kunne have været titlen, men ”Sømmelig Mode” er i stedet titlen. Eller ´Modest Fashion´ på engelsk. Hvor nedladende overfor muslimske kvinder, men også overfor andre kvinder og mænd.

Tag ikke fejl, forsvaret for muslimske kvinder i hijab er at kritisere deres islamiske tørklæde (hijab). Kritikken  af religiøs kønsdiskrimination, af kvinder, er først og fremmest et forsvar for kvinders frihed fra undertrykkelsen.

Offentlige kampagner og reklamer, også i Danmark, men i alle vestlige lande, indeholder ofte en kvinde med tørklæde – dertil kommer alle de private firmaers reklamer, som også tror at det er progressivt at promovere kvindeundertrykkelse.

Hijab er et kønsdiskriminerende klæde, der er sat i verden for at begrænse pigebørn og kvinder – for at dække dem til. Kvindekønnet skal ikke være synligt, det skal skjules – blandt andet af tørklædet, men ikke kun af tørklædet. Piger og kvinder skal være så usynlige i samfundet som muligt – holde sig på så stor afstand fra mænd som muligt.

Er det virkeligt det budskab som Malmø Kommune gerne vil promovere? Eller hvad er meningen? Hijab er et redskab som bogstavtro islam bruger til at begrænse og undertrykke kvinden, det er et patriarkalsk redskab – via et religiøst påbud. Ikke et valg.

I dag risikerer kvinder i Iran deres liv ved at tage det af. De brænder det på gader og stræder. I mange andre muslimske lande har kvinder, ligesom kvinderne i Iran ikke selv valgt det til, men må leve med det. Lad os i Vesten bruge vores frihed til at sige fra overfor den slags undertrykkelse, især fordi vi ved at den også finder sted i vores egne lande, her i Vesten.

Vi kender til problemerne, vi har tal på undertrykkelsen, der er skrevet rapporter om den, i langt de fleste europæiske lande, vi har personale til at hjælpe disse piger og kvinder, som oftest er muslimer, også kvinder hvis liv er i fare, fx fordi de er taget i at tage tørklædet af, eller i at have en kæreste eller i, for os andre, andre ´normale´ ting.

Hvordan og i hvilken verden er det progressivt at reklamere for kvindeundertrykkelsen?

Da jeg for nogle år siden til et offentligt arrangement, om hijaben, spurgte en kvinde med hijab hvorfor hun havde tørklæde på – fordi debatten kun havde handlet om hendes frie valg til at tage det på. ´Jamen hvad er det til for, kan du ikke svare mig på det, hvorfor bærer du det´, spurgte jeg. Hun svarede: ”Min seksualitet er privat”.

Og samme budskab har den svenske kampagne, der skulle forestille at være såkaldt kunst: ”Beskeden Mode”. Hvor nedladende. Det er de-lave-forventningers-racisme.

Racismen der godt vil bibeholde mystikken, forskellen, det eksotiske hos muslimske kvinder. Et syn på andres kultur der nærmest er en fetichering af tørklædet. Det er racisme at se bort fra budskabet – som man ellers er imod – fordi kvinderne er muslimer.

Det er meget simpelt. I behandler muslimer anderledes – baseret på et nedladende syn på dem. Det er racisme.

Muslimske talsmænd og -kvinder for hijaben er oftest ikke lige så ærlige som den unge kvinde med tørklædet var den dag jeg spurgte hende – på folkemødet på Bornholm, men konfronter disse talsmænd og -kvinder med nysgerrige og også kritiske spørgsmål om det islamiske tørklæde.

Få dem til at tænke sig om. Min gode veninde og forfatteren Yasmine Mohammed siger om dengang hun selv gik med hijab i Canada, at hun selvfølgeligt forsvarede sit tørklæde.

Hvad forventer man af piger og kvinder i hijab? Hvordan skulle de ellers leve med sig selv, have respekt for sig selv, hvis ikke de når adspurgt kan forsvare hijaben?

De fortæller da ikke os andre om at de er underlagt et kæmpe pres og en psykisk krigsførelse på hjemmefronten – i deres egen familie eller omgangskreds? Ikke før de 1) står på et krisecenter eller kommunekontor og har besluttet sig for at få hjælp til at komme væk, eller 2) hvis deres situation ikke er farlig for dem – tager tørklædet af efter oftest mange samtaler og forhandlinger med sig selv og deres ofte meget skuffede forældre, familie eller religiøse miljø.

For det meste vil hverken den første eller anden gruppe give interviews om hvor undertrykte de har følt sig, og været, fordi prisen er meget stor, selv i Vesten.

-På Facebook har jeg skrevet dette satiriske opslag om Malmø Kommunes kunst-projekt, som min konto har fået en advarsel på grund af, men opslaget som Facebook først ville fjerne, er stadig oppe. Hvem ved hvad der er sket, og hvad der sker med min konto?

Facebook har allerede slettet min oprindelige profil – i starten af 2022.

Dengang gav straffene op til sletningen heller ikke mening – og sletningen kom i kølvandet på at jeg på Facebook kritiserede en iraner – Behtash Roshani Honaroi.  En iraner i Danmark som er pro-regimet, i Iran.

Koordinerede masse-anmeldelser af pro-regime-folk på Facebook førte til sletningen af min profil. Og jeg blev blandt andet flere gange straffet for gamle opslag hvor jeg havde udstillet pro-regime-folks hadefulde ytringer om mig, jøder og andre.

…

Iranske protester: Et fair spørgsmål

Et spørgsmål som mange vestlige journalister, politikere og endda eksperter stiller om Iran i disse dag, i hele den vestlige verden, og som er vigtigt at svare på, selvom man kan blive ret så overrasket over spørgsmålet, er: ”Hvad kommer efter?”

For man bliver som iraner i eksil overrasket over spørgsmålet, men det er et fair spørgsmål. Og det korte og meget konservative svar er at det umuligt kan blive værre. Det er 100 % sikkert.

Vi har at gøre med et regime i Iran der samtidigt er verdens største terrorvirksomhed, med terrorenheder i samtlige lande i regionen, og endda i Vesten.

Spørgsmål om vi kommer vi til at se kaos og terrorisme i Iran efter et regimefald, er på sin plads? Og ja, det gør vi nok. Islamisk terrorisme er et globalt problem som også vestlige lande konstant er truet af.

Og ja, der er helt sikkert kræfter i Iran der ikke er tolerante og demokratiske og som vil benytte sig af vold, i stedet for ord.

Det skal den fremtidige iranske hær og det iranske politi – ikke dem der i dag er i revolutionsgarden – men et nyt militær og politi bekæmpe.

Dertil er den politiske virkelighed vigtig at organisere, hvilket er i gang allerede. Gode kræfter er i gang med at forberede en midlertidig regering. Dette er både meldt ud af den tidlige konges søn, Reza Pahlavi, såvel som af en af oppositionens mest indflydelsesrige personligheder Masih Alinejad.

I går skrev Alinejad dette på Twitter: ”Jeg har indkaldt iranske oppositionsledere til at samles og lave et transitions-råd for at give det iranske folk, der ønsker frihed på gaderne, håb. Vi må tilbyde en samlet front for således at kunne bede demokratiske lande om at stoppe med at legitimere IRI. #MahsaAmini”       

Ja, demokrati er et nyt fænomen for iranere, ja, den iranske opposition har fortsat problemer med at være tolerant overfor hinanden, der er en umodenhed i den iranske opposition, det er helt sikkert. Tolerance er og bliver den vigtigste opgave for den iranske opposition i eksil.

Vi ser det endda i lille Danmark, hvor mindst 10 forskellige grupper holder demonstrationer med samme budskab, og det er da mega pinligt, men ingen af os er farlige for hinanden. Regimet er dog farlig for os alle.

Men den iranske opposition er imodsætning til resten af regionens, i store træk, sekulær. Der findes partier og bevægelser der er religiøse, men de har ikke megen opbakning i befolkningen.

Og det i sig selv er enormt vigtigt for at det iranske demokrati kan lykkes. Også det faktum at nye politiske ledere er kommet til i nyere tid, der taler et klart demokratisk og sekulært sprog, er vigtigt. En anden stor og fornuftig politisk personlighed er Hamed Esmaeilion, som er talmand for 752AFV (Et ukrainsk fly skudt ned i 2020 af revolutionsgarden i Iran). Esmaeilion mistede sin lille datter og sin kone i dette angreb.

Virkeligheden er at den iranske befolkning er klar til demokrati, også uden den baggage af interne politiske og historiske stridigheder.

Så kære dansker, tøv ikke med at støtte iranerne kamp for frihed. Denne kamp er samtidigt en kamp for mere fred og mindre vold i Verden. Iran har i årevis været en trussel for Vesten. En trussel som også har et atomenergiprogram, som Vesten har brugt mange ressourcer på at begrænse. Hvis regimet falder, er det til gavn for hele verden.

Så vær iranernes stemme, deres mod er utrolig at være vidne til. De går hver dag på gaden og risikerer og mister livet. Det mindste vi kan gøre, er at være deres stemme.

For at følge situationen i Iran, kan du besøge Facebook-gruppen: Frit Iran, hvor der dagligt opdateres med billeder og videoer fra Iran.

…

Antallet betyder noget – og det er alvor

Det frie ord, og dermed tolerancen af uenigheder, er hele grunden til at vi i dag lever i en beskyttet lomme af fred, sikkerhed og velstand.

Virkeligheden er at antallet af indvandrere og flygtninge betyder noget, og den virkelighed er også venstrefløjens virkelighed. Jeg vil derfor løbende citere tre markante damer på venstrefløjen som er enige med mig i at antallet betyder noget.

Disse tre ord, denne lille sætning er meget vigtig. For hvad betyder det egentligt, når man siger at antallet betyder noget?

Erkendelsen afslører at man også på venstrefløjen har indset eller altid har vidst at alle kulturer ikke var og er lige gode. Men selvom at dette er åbenlyst for selv større børn, der kan tænke selv, så er det alligevel kontroversielt på venstrefløjen.

Pia Olsen Dyhr

Om antallet udtaler formand, nej forperson, for SF, Pia Olsen Dyhr sig således til Berlingske:

”»Antallet betyder noget,« lyder det fra SFs formand Pia Olsen Dyhr om flygtninge- og migrantkrisen. I Beinovs Hotspot blæser hun til kamp mod kvindehad, overgreb på homoseksuelle og chikane af danske jøder i etniske miljøer.” Dette citat er fra Berlingske, d. 15. januar 2016.

Til kamp mod kvindehad og overgreb på homoseksuelle og jøder. Fordi antallet betyder noget.

Alligevel forbliver debatten om ”de andre” farlig, giftig og tabuiseret, et faktum som venstrefløjen har det største ansvar for, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er højrefløjen ikke uden fejl.

Venstrefløjen har hele tiden været af den opfattelse at den vestlige kultur er alle andre kulturer overlegen, det er dog ikke en erkendelse som venstrefløjen så tit sætter ord på. Og Pia Dyhr Olsen gør det da også kun indirekte.

Venstrefløjen ved oftest slet ikke hvordan at den ud fra den erkendelse skal agere i mødet med ”de andre”. Den har derfor desværre i alt for høj grad tyet til de-lave-forventningers-racisme.

Venstrefløjen har ofte i udgangspunktet en anderledes tilgang til ”de andre”, hvis ellers ”de andre” ikke er politisk uenige med dem. Der er tale om en meget selvoptaget tilgang, hvor man føler sig hævet over og ser ned på ”de andre”, af ”kærlighed og respekt”. Man er så god, så selvgod.

Der kan gives mange eksempler på dette, men fx har venstrefløjen for vane at udskamme islamkritikken som racisme. Kritik af en religion, kritik af dårlige ideer, tilhørende en religiøs minoritet, bliver derfor ofte afvist som racistisk. For det er jo synd for muslimerne, som om muslimerne ikke kan gøre for deres religion.

Synet på muslimer, som nogle der ikke selv er i stand til svare for sig, forsvare sig og modargumentere islamkritikken, er jo racistisk.

Hvide mennesker på venstrefløjen føler ofte et ansvar for at beskytte muslimer imod islamkritik, men hvem har ringet jer op? Forhold jer enten selv til kritikken af islam eller lad være med at deltage i debatten om islam.

Sofie Carsten Nielsen og Johanne Schmidt Nielsen

Antallet af flygtninge betyder noget ifølge de Radikales leder Sofie Carsten Nielsen, der er citeret således af DR, d. 7. september 2017, om dette:

“Det betyder rigtig meget. Selvfølgelig gør det det. For vores mulighed for at integrere dem, siger Sofie Carsten Nielsen.”

Og sidst men ikke mindst har vi Johanne Schmidt Nielsen, tidligere leder af Enhedslisten, der i et interview i Information d. 10. januar 2019 svarer således til spørgsmålet: ”For antallet betyder noget?”

“Ja, selvfølgelig. Det siger sig selv, at det har betydning, om et samfund skal tage imod 5.000, 50.000 eller 500.000. Punktum. Ligesom jeg synes, det er en banal pointe, at integration kan være svært.”

Nåh men, kære venner på venstrefløjen, hvad er det så vi laver, hvor bliver de analyser og den politik af som disse udsagn nødvendigvis må afføde i jeres partier?

Den slags udtalelser er desværre oftest udtryk for halvhjertede politikker på venstrefløjen, politik som de selv vælger at se bort fra i hverdagen. Hvis adspurgt, så har de dem at henvise til. Selv hvis holdningerne bliver vedtaget af partiet, er der nogle gange ikke opbakning til at præsentere disse, som derfor bliver partiernes hemmelige politikker.

Der følger en racisme-shaming med kritik af ”de andres” kultur og religion, som langt de fleste på venstrefløjen ikke kan og vil tåle. Ikke i længden. Heller ikke hvis de selv har dyrket den slags shaming af andre. Ingen er sikre eller undtaget, alle er bange for at blive stemplet som racist, selv på den yderste venstrefløj.

Alligevel står vi i en situation hvor Enhedslisten er gået i brechen for at farlige personager (mødrene i Syrien)  tilbage til Danmark. Det er lykkedes EL at få presset selv regeringen (S) til dette. Vi taler om folk som er taget til Syrien for at støtte militant islamisme, i kampen imod vantro (andre muslimer).

Integrationen kan være svær siger Johanne.

Når man siger A

Antallet betyder noget. Det er selv de mest naive i integrationsdebatten altså enige i, ergo er det ikke racisme at mene at problemer med indvandring handler om kultur, for hvorfor skulle antallet ellers betyde noget?

Men det er ekstremt svært for venstrefløjen at sige B, når først de har sagt A: “Antallet betyder noget.

Integration er måske endda det forkerte begreb, og måske skal vi hellere tale om assimilation, men uanset ordvalget, så må målet være fredelige sameksistens i et demokrati, med alle de friheder og rettigheder som danskere i generationer har kæmpet for. Tolerante danskere.

Den vestlige kultur er først og fremmest overlegen fordi den har en civiliseret og tolerant tilgang til det frie ord. Til uenighed. Så hvad skal vi med fremmed-krigerne (læs: jihad-krigerne), kære venstrefløj?

En tilgang der viser en selvtillid som de intolerante ikke har. Tolerante mennesker tør og tåler at blive modsagt. I den offentlige debat skal alle kunne tåle kritik af dem selv, deres overbevisning og også deres religion. De der er modige og tolerante lader andre komme til orde, uanset deres magtposition i relationen til den der ytrer sig.

Tolerancen af uenighed er essentiel for civiliseret samtale. For civiliserede samfund. Tolerance er lige med overskud og selvtillid, imens usikkerhed, følelsen af mindreværd og kujoneri kendetegner de intolerantes opførsel, der hvor sanktioner som censur, fængsel og endda dødsvold bliver brugt imod dem man er uenig med.

Det frie ord, og dermed tolerancen af uenigheder, er hele grunden til at vi i dag lever i en beskyttet lomme af fred, sikkerhed og velstand.

…

Nawa om æresdrab: Nogle slår op i Koranen

DATO: d. 1. august 2022

Muslimen, folketingsmedlemmet og ligestillingsordføreren Samira Nawa sammenlignede, på Folkemødet 2022,  jalousidrab med æresdrab.Det svarer lidt til at sige at et politisk motiveret mord ikke er terrorisme, da drab er drab. Nawa kunne i hvert fald ikke se forskellen imellem et islamisk æresdrab og et jalousidrab, (se hendes svar nederst i bloggen).

Samira Nawa burde derfor læse artikler fra nullerne med overskrifter som: ”Æresdrab: Det kollektive mord” og ”Publikum som bifalder”. Forskellene ligger i titlerne på disse to artikler, bare hvis hun er en af de mere dovne politikere.

Æresdrab er blandt andet defineret ved at have et bifaldende publikum, hvilket kan være familien, et netværk eller samfund som bifalder, eller der som minimum accepterer, drabet. Desuden er drabet ofte planlagt, i samarbejde med, eller aftalt med andre.

Æres-motivet kan også være en skærpende omstændighed i drabssager, i Danmark. Det så vi i 2006 hvor ni tiltalte blev dømt for æresdrab på en ung kvinde, Ghazala Khan. Khan blev skudt og dræbt af sin bror i Slagelse.

Vi er desværre ikke blevet meget klogere de sidste tyve år, og det har i hvert fald, under alle omstændigheder, ikke betydet at vi har løst problemerne.

Hvor vi i nullerne var begyndt at tale om æresdrab, taler vi i dag gerne udenom. Nawas svar, nedenfor, er et meget godt eksempel på dette.

Vi tør stadigvæk ikke tale om problemerne med islam og muslimsk kultur. Se bare postyret omkring Rasmus Jarlovs udtalelse vedrørende indvandring. At argumentere for at norsk og somalisk kultur er væsensforskellige, bliver stemplet som racisme.

Hvor Jarlov ikke må se kulturforskellene, nægter Nawa at se disse. Den slags berøringsangst er patetisk, hyklerisk og skadelig for vores samfund.

Vi er ilde stedt hvis den slags politisk korrekthed for alvor er eller bliver cementeret i dansk politik og debatkultur. Alle religioner og kulturer er hverken lige gode eller dårlige, langt fra, alt er ikke det samme. Læg mærke til ordet ”forskellig”, når forskellige religioner og kulturer bliver omtalt. Forhold dig så til den enkelte religion eller kultur, og ikke til hverken hudfarve eller race (genetik), så er du ikke racist. Så enkelt er det, du er ikke racist, med mindre at du er racist.

Korancitater

Jeg har skrevet en hel bog om bogstavtro islams teologiske problemer med det sekulære demokrati, og måske er Nawa enig, men det fremgik altså ikke af hendes svar på Folkemødet.

Kære Nawa, er Koranen guds ord? Det er for mig, og sikkert for mange andre, interessant at høre hvad du som muslim mener om både islamiske æresrelaterede drab og teologien i den forbindelse.

Nawa vil helst ikke forholde sig kritisk til sin religion. Hun sagde i sit svar til mig at hun ikke forstod hvorfor at jeg spurgte ind til hendes religiøse tilhørsforhold. Det er der dog ikke noget mærkeligt i, når hun gang på gang, som politiker i den offentlige debat, selv taler om at være muslim.

Islam og muslimsk kultur er desuden helt centrale størrelser for forståelsen af æresrelaterede konflikter og vold, som i dag pænt kaldes for social kontrol. Faktisk har man udvandet begrebet yderligere og kaldt det for ”negativ social kontrol”. Det er selvom at vi, lad os være ærlige, mere præcist, og for det meste, taler om muslimsk kvindeundertrykkelse.

I min bog ”Islams Offentlige Hemmeligheder” beskriver jeg desuden i detaljer hvordan at æresdrab bliver både legitimeret og tilgivet med henvisning til mainstream islamisk teologi. Hvad siger Nawa, er hun klar til i offentligheden at tage afstand fra de teologiske udlægninger af hendes religion?

Det er så skræmmende at en ligestillingsordfører i dag, efter så mange artikler, bøger, dokumentarer, undersøgelser og ikke mindst æresdrab, alligevel udtaler sig således.

Her er både mit spørgsmål om æresdrab og Samira Nawas svar, fra Folkemødet, transskriberet. Du kan også høre og se hende sige nedenstående i videoen her. Tid: 27:39

Jalehs spørgsmål: ”Et lille hurtigt spørgmål. Samira, jeg vil gerne lige høre. I nullerne der snakkede man om æresdrab – og vi har haft ret mange æredrab, hvor vi ikke længere taler om æres-delen. Og det går selvfølgeligt til islam og muslimske mindretal som begår vold og social kontrol – en stor del af det handler jo om muslimer – jeg savner at når du snakker om de her ting – at du så snakker om islam, hvordan kan det være at du ikke gør det, når du også muslimsk baggrund?”

Samira Nawas svar: ”Jeg synes nu ikke at min egen baggrund behøver at blive draget ind, eller gør mig særligt ansvarlig for det, for at drage islam ind i det. Men det at jeg er ligestillingsordfører har en betydning for min rolle ind i den her debat. Jeg synes egentligt at vi begik lidt en fejl da vi talte meget om æresdrab, og alene tilskrev det hvad der foregik i muslimske familier, fordi sådan som, når man ser kvindedrab i det hele taget, så er der rigtig meget af det der bunder i jalousi som kan komme fra en partner eller en ekspartner. Og om det er et jalousidrab eller et æresdrab, set med mine øjne, det er jo det samme som kvinderne oplever. Det kan være at vi er uenige. Men den sociale kontrol er jo den samme uanset religiøs baggrund eller kulturel baggrund. Men det er jo en social kultur der er ført ind i familien, og i sidste ende om du dræber af jalousi, er det jo også fordi din egen ære er sat højt. Så jeg synes det er et spørgsmål om ord, og det er klart at der så vil være nogen som begrunder det i, fordi de så slår op i Koranen og så finder de et eller andet citat og så begrunder de det med islam, men det er jo ikke isoleret til det.”

…

Europarådets Racismekommission : Opløs danske racistiske partier

I torsdags d. 9. juni kom nyheden og anklagen om at Danmark har et problem med stigende had og racisme imod muslimer, og kritikken kommer fra Europarådets racismekommission.

Europarådets racismekommission mener blandt andet at: ”Myndighederne bør også udvikle en retlig ramme for at skære ned i finansieringen af racistiske organisationer, herunder politiske partier, og for at opløse dem.”

Opløse danske partier? Forbyde dem?

Det her er så alvorligt at den danske regering skal reagere. Hvordan kan et europæisk råd nu åbent tale for statslig undertrykkelse, forfølgelse og censur af islamkritikere og kritikere af muslimsk indvandring? For det er hvad kommissionen taler for, det forklarer jeg nærmere om nedenfor.

Men lad os starte med at racismen i Danmark, ifølge kommissionen, oftest rammer muslimer, og derfor er den største udfordring.

Men hør nu her kære racisme-eksperter, hvorfor er det at kommissionen ikke har det største fokus på racismen overfor jøder i Danmark. Jøder i Danmark er da uden den mindste tvivl den mest udsatte etniske og religiøse minoritet. Jøder i Danmark er så udsatte for racistisk had at både politi og militær er sat ind for at beskytte dem, ikke imod ord, men imod terrorhandlinger, vold og hærværk.

Men det fejer racismekommissionen af bordet med nogle halve forklaringer om at det jødiske samfund i Danmark er tilfreds med den støtte som de får fra myndigheder, og nogle i sammenhængen ligegyldige tal om anmeldte hadforbrydelser. Det jødiske samfund i Danmark er enormt presset på deres identitet, og flere gemmer enhver beklædning eller et smykke der kunne identificere dem som jøder.

Men det står meget værre til med Europarådets kommission, for deres konklusioner beror på et samarbejde med islamister fra bl.a. organisationerne Munida og CEDA.

Lad os se på hvad de to organisationer har haft bidraget med til det danske samfund. For blot at nævne et eksempel, så er Munida en organisation der i 2019 afholdte et kønsopdelt event i Københavns Kommunes lokaler. Munida havde i den forbindelse inviteret en imam fra England, der blandt andet er afsløret for at fortælle unge teenagedrenge, i en moske besøgt af flere jihadister, at islam tillader muslimske mænd at have sex med ikke-muslimske sexslaver, (teologi: sexslaver er krigsbytte i hellig krig).

Hvis legitimering af voldtægt af ikke-muslimske kvinder, taget i hellig krig imod vantro, ikke er racisme, så ved jeg ikke hvad er. Men Munida er altså alligevel Europarådets allierede i kampen imod racisme. Hyklerisk.

Og det er langt fra første gang at Munida har inviteret og samarbejdet med islamister der bogstavelig talt prædikede had. Her er et andet eksempel fra 2013.

CEDA er en nyere islamisk organisation, der har det som et af sine hovedformål at bekæmpe såkaldt islamofobi i Danmark. Deres konsulent Peter Kuzmanovski er så langt ude at han til et debatmøde med Hizb ut Tahrir, ifølge Katja Kvaales artikel på Weekendavisen, syntes at være helt på linje med Hizb ut Tahrir, i spørgsmålet om hvorvidt islam skal moderniseres. (Weekendavisen.dk 12. april 2022)

Hizb ut Tahrir er en organisation som, blandt andet, er blevet taget i at have opfordret til drab på jøder.

På bedste islamistiske vis, i 2022, sad mennesker, der er opvokset i Danmark, til et kønsopdelt arrangement på Københavns Universitet.

Kuzmanovski som ellers flere gange i offentligheden og i pressen har repræsenteret CEDA, meldte dog, ovenpå kritikken af mødet, ud at han kun deltog i debatten som privatperson.

Det ændrer dog fx ikke på at CEDA’s research udvalgsleder er forfatter til en udskældt tyrkisk islamofobi-rapport, der er blevet kritiseret af selv venstrefløjen i Danmark.

En rapport der ifølge Mette Thiesen fra Nye Borgerlige førte til at PET kontaktede hende, fordi hun var nævnt i den.

Man bliver helt fortvivlet, hvad er det der sker for Europarådet og eliten i Bruxelles? Hvor er de på vej hen?

For at være helt ærlig, så bliver jeg mere og mere bange for Europas fremtid. For en ting er at Europa har kolossale problemer med integrationen af muslimer, så store at terrorisme nu er en af disse mange udfordringer. Dertil kommer at vi, ifølge de totalitære såkaldte antiracister, ikke engang må tale om muslimers manglende integration i Danmark og Europa.

Alle os der bekymrer sig om demokrati, fred og tryghed i Europa er åbenbart racister.

En racisme der blandt andet beskrives således:

”Angående hadefulde ytringer bemærker ECRI med beklagelse, at muslimer i Danmark, herunder gæstearbejdere og personer, der har fået asyl, i stigende grad, herunder af politikere fra forskellige politiske partier, fremstilles som en trussel mod danske værdier og kultur,” står der i rapporten med kritik af Danmark.

Men i så fald skal selv Socialdemokratiet vel opløses ved lov, hvis det ellers skal være op til Europarådets racismekommission at bestemme.

Ovenstående beskrivelse er også i tråd med Europarådets pinlige forståelse af begrebet islamofobi.

I en udtalelse om Islamofobi beskriver Europarådet begrebet islamofobi således: ”Islamofobi er en form for racisme, der betegner fordomme og diskrimination af muslimer eller dem, der opfattes som muslimer, baseret på deterministiske syn på islam og en essentialisering af et religiøst samfund. Antimuslimsk offentlig diskurs i Europarådets medlemslande konstruerer kulturelle forskelle mellem muslimer og majoritetsbefolkningen som uforenelige, hvilket igen giver næring til diskrimination, fjendtlighed og vold.”

Danmark og Europa har aldrig før haft så stort et behov for kritik af islam, islamister og også muslimsk kultur (og deraf muslimer som befolkningsgruppe), som det er tilfældet i dag. Og det skal selvfølgeligt være tilladt, ved lov, så længe Danmark er et frit land.

…

Rasmus Paludan

Kære meddemokrat

God påske.

26 betjente såret. Civile er kommet til skade. Paludan har været i Sverige.

Rasmus Paludan er ikke ansvarlig for volden fordi han brænder Koranen. Det er intolerante muslimer som har den fulde skyld.

Paludan insisterer på at brænde Koranen, gang på gang på gang. Men det er ikke bogens flammer der har sat Sverige i brand. Gæt hvem der reagerer sådan, hvem på denne klode reagerer ellers sådan på at nogen brænder en bog eller tegner en tegning?

Alligevel må Paludan være gal.

Han sætter sit liv på spil, og selvom han er langt fra at være en klog ytringsfriheds-helt, så bærer han ikke ansvaret for andet end atter at have bevist sin pointe. Muslimer har et problem med at acceptere andres ytringsfrihed.

Ikke alle muslimer, men alt for mange. Nogle er endda, som Paludan gang på gang har illustreret det, enormt voldelige og antidemokratiske.

Og det er et stort problem for muslimer, både fordi nogle af dem reagerer voldeligt og intolerant, andre ikke tager afstand og sidst men ikke mindst fordi muslimernes religion, mainstream teologisk, ligefrem fremmer den slags vold og intolerance.

Disse voldsmænd minder mig om min forkælede 3-årige som er begyndt at slå når han ikke får sin vilje. Disse voksne mennesker er produktet af en kultur som ikke retter op på barnlig, dårlig og udannet opførsel.

For at forstå voldskulturen, som er så forskellig fra vestlig kultur, er det vigtigt at forstå at voldskulturen forveksler frygt med respekt.

Denne kultur anser også intolerance og vold for en naturret. Tankegangen er at vold er ok hvis brugt af én selv eller af ens allierede imod ens modstandere. Retfærdighed, fairness, principper og moral er underordnet.

Derfor er destruktion så nem at ty til for særligt mændene i denne kultur. Deraf alle de krige i og uden religionens navn, også, og særligt, muslimerne imellem.

For ellers at forstå voldskulturen, skal man forstå mainstream islams teologiske problemer med fredelig sameksistens og demokrati.

Hvis du er interesseret kan du altid købe / læse min bog Islams Offentlige Hemmeligheder. Den kan lånes på langt de fleste biblioteker i Danmark.

Kh Jaleh

***

Kære tech-giganter, ytringsfrihed skal ikke altid være salgbar

Virkeligheden er at Tech-giganter lever af at være salgbare, de sælger reklamer og samarbejder med andre firmaer. Det gør dem automatisk woke i disse år, hvor det endnu er på mode at dydssignalere. At sige det mest åbenlyse og ufarlige.

DATO: 02/04/2022

Vestlig lovgivning, det frie ord, demokratisk samtale, er nødt til at gå forud for tech-giganternes kvælende undertrykkelse af ytringer som ikke gavner dem økonomisk. Dertil er det frie ord for betydningsfuld for den vestlige civilisation.

Det frie ord muliggør en enestående kultur og civilisation, den vestlige kultur, som er alle andre kulturer overlegen.

Tech-firmaerne skal have ret til at tjene penge på at facilitere den frie verdens ytringsfrihed, men de skal ikke have vetoretten over hvem der kan komme til orde i den offentlige debat, eller hvad der kan blive sagt. Ytringsfriheden må gå forud for alle andre hensyn, også tech-giganternes pengepung. Disse firmaer skal reguleres af vestlige regeringer, således at de ikke kan censurere og derved obstruere den demokratiske samtale.

Alligevel har regeringerne i den frie verden travlt med selv at begrænse det frie ord, blandt andet ved at presse tech-giganterne til at begrænse disses brugere yderligere.

Den offentlige debat har aldrig været større, i form af det antal mennesker der hele tiden deltager i den, men den er langt mere begrænset i dag end for ti og tyve år siden, set i forhold til selvcensuren og den egentlige censur som eksisterer. Det er den politiske korrektheds, identitetspolitikkens og kulturrelativismens bløde totalitarisme der i disse år rammer os hårdt. Dertil kommer truslen om vold, især fra islamister.

Er ytringer ikke ulovlige, skal de også være tilladte på de sociale medier. Er den ansvarlige for ytringerne ikke som minimum sigtet for ytringerne, skal man ikke straffes eller censureres af de sociale medier.

Vi kan ikke blot kalde Facebook og Twitter for private virksomheder, nej, de har al for magt, politisk magt, de afgør valg. Debatter bliver afgjort på deres enorme platforme, og derfor må alle borgere med alle holdninger kunne komme til orde. Det skal hverken profit-hensyn eller politiske interesser kunne forhindre. Ikke i Vesten. Disse firmaer må tjene deres penge, imens at de opretholder alle borgeres adgang til at ytre sig frit, med mindre loven overtrædes.

De skal være forpligtede overfor det samfundsbehov som de dækker. Det samme må gælde retten til eksempelvis at kunne sende emails, åbne en forretning eller bankkonto, uanset hvor kontroversiel ens holdninger måtte være.

Det skal også være muligt at klage over de sociale mediers afgørelser, og holde dem ansvarlige for deres beslutninger, reglerne skal desuden være meget mere gennemsigtige.

Tænk over det, permanente sletninger er ret ultimative, det svarer i dag til aldrig igen at kunne deltage i debatter i det lokale medborgerhus, for noget som man måske har fået en bøde eller en dom for. Har fortrudt, fik uretmæssigt eller om er lovligt i  dag.

Virkeligheden er at Tech-giganter lever af at være salgbare, de sælger reklamer og samarbejder med andre firmaer. Det gør dem automatisk woke i disse år, hvor det endnu er på mode at dydssignalere. At sige det mest åbenlyse og ufarlige.

Den offentlige debat er derfor i dag for banal, symbolsk og fordummende.

Såsom: ’jeg er imod racisme, homofobi, transfobi og patriarkatet, selvom jeg ikke kan mene det sidste fordi køn i virkeligheden ikke kan defineres’.

Måske er Tech-giganterne endda selve grunden til at woke-bølgen er så vældig og magtfuld som den er. Disse holdninger bliver ophøjet af disse tech-firmaer, fordi de er ufarlige for deres forretninger. Ufarlig tale sælger. Så pyt med at analyserne er overfladiske, forkerte og ofte ikke giver mening. Pyt også med at de i virkeligheden dækker over voldelige bevægelser i Vesten og fjendtlige staters og endda terroristers indflydelse på den vestlige debat.

***

Sort privilegium ramte The Oscars

Will Smiths vold var et angreb på intet mindre end vestlig kulturs største skat, nemlig det frie ord. Også til at håne andre.

DATO: 29/3/2022

Der var tale om en opførsel der burde være, og som også er, ulovlig. Men Chris Rock valgte ikke at anmelde Will Smith til politiet.

Vi hører ofte om fænomenet hvide privilegier i USA, men virkeligheden er at den amerikanske scene for kunst og kultur, i form af prisuddelinger, op til flere gange, har haft sorte mænd løbe op og skabe sig som berettigede småbørn.

Mænd som er sluppet meget billigt afsted med deres grimme opførsel. Vi husker alle Kanye West der var uenig i at Taylor Swift fik en pris. Siden er West langt fra blevet klogere, og alligevel er han som kunstner blevet større, mere betydningsfuld og ikke mindst meget rigere.

Manden er idag milliardær, i amerikanske dollars. Vi vender tilbage til Wests aggressioner, voldstrusler og voldelige adfærd. Tåkrummende pinlig, det er hvad Will Smiths vold imod komikeren Chris Rock var, særligt fordi han ikke engang var stor nok til at undskylde for hans opførsel overfor Rock, da han grædende modtog sin Oscar. Han undskyldte overfor værten, og sagde at han håbede på at blive inviteret tilbage. Det værste ved det hele var nok at rigtig mange mediepersonligheder og skuespillere, umiddelbart efter, virkede til at undskylde Smiths vold.

Undskyldningerne var mange og allevegne, og ikke nok med at Smith ikke blev smidt ud, stadig fik en Oscar og ikke engang blev ført væk til et andet område, så var han også ude at feste og fejre sig selv efterfølgende. Virkelig god stil. Den større offentlighed, på de sociale medier, var dog ikke lige så tilgivende overfor Smith. Manden har nok også derfor siden undskyldt offentligt til Chris Rock, men først efter at hans PR-folk i formentligt ca. et døgn har forsøgt at overbevise ham om at undskylde.

Succes klæder ikke alle, langt fra. For nyligt blev Kanye West taget af listen over optrædener til prisuddelings-showet The Grammys. Det skyldes hans voldelige trusler overfor og tilsvininger af flere komikere, heriblandt hans egen kones kæreste. Kim Kardashian som stadig er gift med Kanye West, har søgt om skilsmisse.

Forud for The Grammys’ beslutning havde Kanye West blandt andet i en animation i en musikvideo halshugget sin kones kæreste, Pete Davidson. Ja, West er ikke kun narcisist, han er også vildt grænseoverskridende og voldelig.

For ikke ret lang tid siden slog han en mand omkuld i Los Angeles. Og selvom han serverer animerede halshugninger for børn og unge på nettet, i form af musikvideoer, mener han at hans datters tilstedeværelse på TikTok er upassende, fordi hun har sminke på. Den kristne og meget hellige rapper har åbenlyst styr på hans moralske prioriteter. Hykleriet vil ingen ende tage.

Præcist at sammenligne med da Will Smiths tale til The Oscars handlede om kærlighed. Will Smiths voksne søns reaktion på sin fars vold, og fuldstændige kontroltab, var også ret skuffende, og værd at nævne. Manden bakkede sin far op med et tweet om at sådan håndterer “de” tingene. Flot, virkelig flot. Will Smiths vold var et angreb på intet mindre end vestlig kulturs største skat, nemlig det frie ord. Også til at håne andre.

Og så er jeg ligeglad med om mandens voldelige adfærd i virkeligheden skyldes pres og stres, fordi Smith i de senere år har følt sig ydmyget af sin kone. Hun indrømmede overfor offentligheden at hun har haft et forhold til en af sin søns venner. Senere har Smith-parret fortalt at de lever i et åbent parforhold.

Dertil kommer at Will Smith har fortalt om sine seksuelle problemer med kvinder, hvilket kun har bestyrket rygterne om at manden i virkeligheden er homoseksuel. Det er også ligegyldigt om Rock, virkeligt med vilje, har gjort grin med Smiths kones hårtabs-sygdom, hvilket jeg ikke tror på, (dette har Chris Rock også benægtet).

Men uanset er Will Smiths opførsel en skændsel. Både Will Smiths og Kanye Wests adfærd og omverdenens undskyldninger for begge mænd handler om mændenes sorte privilegier.

Med til historien hører også at Will Smiths kone i 2016 boykottede The Oscars fordi hendes mand ikke blev nomineret. Så pinligt. Begrundelsen var dengang at The Oscars var for hvid og for lidt mangfoldig. Men i år fik Smith-familien så lov til at repræsentere mangfoldigheden. Godt gået! Stærkt!

Men hvide mennesker. “Det er derfor at vi føler med Ukraine”, er hvad vi får at vide, i hvert fald af nogle på venstrefløjen. Skamløst.

Vi ser og hører på argumenter der udelukkende er baseret på patos. Oftest er essensen egentlig dydssignalering, for at være mere præcis.

Der er  mange konflikter vi kunne tale om, for ikke at tale om at der er krig i Europa. Tænk lige over det. Der er krig i Europa.

Las os håbe på at vi snarest kan værdsætte kulturkritik. Kritik af kulturer der undertrykker og slår ihjel.

Kina er derudover ikke alene en økonomisk og teknologisk trussel for Vesten, landet er også fjendtligt indstillet overfor os, Kina spionerer og konspirerer imod vestlige interesser.

Vi kan derfor ikke bare lade dem føre an og producere vores teknologi, vores mikrochips, vores computere, iPhones og andet. Og nej, vi skal ej heller åbne op for yderligere kinesisk indvandring.

Det er på tide at Vesten stopper op og indser at vi står midt i enorme kultur-konflikter der er farlige, og som minimum meget udfordrende.

***

Hej Bloggen